Der er voldsom kritik rettet mod det hollandske kongehus i disse dage.

Modtageren af kritikken er den 18-årige grevinde Eloise, som er niece til den hollandske konge, kong Willem-Alexander.

Ifølge hollandske medier bliver grevinden beskyldt for ikke at følge myndighedernes anvisninger i forbindelse med den aktuelle corona-situation. Det skriver Billed-Bladet.

Kritikken mod grevinde Eloise, der er datter af prins Constantijn og prinsesse Laurentien, begyndte under et live-interview med youtuberen Robbert Rodenburg.

Ifølge kritikerne overholdt den unge grevinde nemlig ikke myndighedernes anbefalede afstand på 1,5 meter.

»Hvorfor behøver du ikke at holde afstand, når vi andre skal?« lød én af kommentarerne rettet mod grevinden ifølge det hollandske medie Vorsten.

Kritikken tog endnu mere fart efter interviewet, fordi Robbert Rodenburg delte et billede på Instagram, hvor de to sidder meget tæt sammen på en café.

Se billedet herunder:

Kritikken mod kong Willem-Alexanders niece kommer på et uheldigt tidspunkt.

Holland er nemlig hårdt ramt af coronavirussen, som den seneste tid især har spredt sig blandt den yngre befolkning.

Det er desuden kun en uges tid siden, at grevinde Eloises far, prins Constantijn, måtte hjemmeisolere sig, efter at han havde været i nærkontant med en person, som var blevet testet positiv.

Samtidig er også grevinde Eloises mor og hendes bror, Claus, i isolation i Skotland på grund af reglerne om karantæne for rejsende fra Holland.