Kongehuset er en instans, som værner om sit privatliv.
Men nu åbner dronning Margrethe op om de svære sidste år med prins Henrik, da omverdenen blev bekendt med hans demens-sygdom, i et fødselsdagsinterview med Alt for damerne.
Hun fortæller om årene op til prinsens død og om lettelsen, da han fik fred.
Dronningen fortæller også om deres forkærlighed for det kreative, som var det, som bragte dem sammen i deres unge år.
Det var livslang kærlighed, som Dronning Margrethe og Prins Henrik delte, da Prins Henrik gik bort 13. februar 2018.
Dronningen mener, at opskriften på deres 51 år lange ægteskab handler om at finde noget, som begge går op i.
For dem var det i høj grad kunsten, som de havde til fælles.
Dronning Margrethe kendte til Prins Henriks musikalitet fra starten af deres forhold, men det kom som en overraskelse for hende, og også for ham selv, tror hun, da han pludselig begyndte at lave skulpturer og faktisk var god til det.
Hun fortæller også, at hendes mand kunne noget med ord, som senere blev til digte.
Dronning Margrethe hjalp lidt med oversættelserne, da Prins Henrik begyndte at skrive digte - det var 'mægtig sjovt', husker hun.
Men kunsten træder nok lidt i baggrunden, når danskerne husker tilbage på prins Henrik.
De husker ham nok bedst for hans sidste år, som var svært præget af hans demens-sygdom, som han fik konstateret i september 2017.
Offentliggørelsen kom i forlængelse af den opsigtsvækkende udmelding fra prinsen, der lød, at han ikke ville begraves med dronningen i Roskilde.
Dengang lød det, at prinsens kognitive funktionsniveau var svækket - og at hans tilstand var værre, end hvad man kunne forvente af en dement mand på 83 år.
Dronning Margrethe fortæller i dag, at det tog hende noget tid, før det gik op for hende, at der var tale om demens.
Hun erkender, at det ikke var nemt de sidste par år - prins Henrik havde det ikke godt de sidste år i sit liv.
Da journalisten spørger Dronning Margrethe, om det på en måde var en lettelse, da prins Henrik gik bort, så er hun klar over, at det kan være svært at tale om.
»Ja, det er svært at sige højt. Det lyder ikke rart, når man siger det. Men jeg var glad for, at han ikke skulle blive ved længere, end han gjorde. For hans egen skyld,« siger hun.
Hun tilføjer, at det også var på hendes vegne.
Det var hårdt at være pårørende til prins Henrik, da hun oplevede, hvordan han ændrede sig med tiden.
Til sidst var han ikke den sammen, som hun var gift med i mange år, siger hun.
Hun fortæller, at det på sin vis medførte en form for ensomhed med sig i tiden efter hans død, men at hun er kommet godt videre i dag.
Hun føler sig heldig over, at hun har sit arbejde, som skal passes. Et arbejde, som 'hun elsker'.
Hun tilføjer, at hun også har fået en 'fantastisk fin' støtte fra resten af kongefamilien.