For knap tre år siden sov prins Henrik stille ind med sin familie omkring sig.

Dermed efterlod han dronning Margrethe som enke efter 50 års ægteskab.

Og det har været noget af en omvæltning at miste sin livspartner.

Det fortæller Dronningen i et stort interview i denne uges udgave af Billed-Bladet i forbindelse med, at hun 14. januar har siddet på tronen i 50 år.

En kærlig stund mellem prins Henrik og dronning Margrethe i anledning af 40-års jubilæet i 2012.
En kærlig stund mellem prins Henrik og dronning Margrethe i anledning af 40-års jubilæet i 2012. Foto: Mads Nissen
Vis mere

»Det er klart, at når man bliver alene efter at have været gift i 50 år, er det en stor overgang,« siger den 81-årig dronning til ugebladet og fortsætter:

»Men det lever jeg med, og jeg synes, at jeg har fundet mig meget godt til rette i min tilværelse som værende alene.«

Dronning Margrethe understreger i interviewet, at selvom hun er enke, så anså hun ikke selv som ensom, da prins Henrik gik bort.

»Til forskel fra mange andre, der har mistet, stod jeg jo ikke ganske alene, for jeg havde jo stadig mine opgaver og gode medarbejdere og har to dygtige sønner og svigerdøtre. Så nej, jeg lider ikke nogen form for nød, hvad angår det heller.«

Dronning Margrethe og prins Henrik ved et pressemøde i Dronning Margrethes første regeringsår i 1972.
Dronning Margrethe og prins Henrik ved et pressemøde i Dronning Margrethes første regeringsår i 1972. Foto: NF
Vis mere

Prins Henrik blev syg i januar 2018 under et ophold i Egypten.

Han blev indlagt på Rigshospitalet 28. januar, hvor undersøgelser viste, at han havde en godartet tumor i venstre lunge.

I de efterfølgende dage blev prinsgemalens tilstand forværret, og 13. februar døde han med dronning Margrethe og deres to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, ved sin side.

Han blev 83 år.