Nej, nej og atter nej.

I tre spritnye meningsmålinger, som analyseinstituttet YouGov har lavet for B.T., understreger danskerne, at det skal være slut med apanage til prins Joachim.

Prinsen modtager 3,9 millioner kroner om året i årpenge.

46 procent mener, at pengestrømmen til Paris bør stoppe, mens 27 procent har det fint med, at den fortsætter.

Undersøgelsen viser også, at danskerne i høj grad mener, at prins Joachim selv skal sørge for at få afviklet apanagen.

49 procent af de adspurgte mener, at prinsen selv bør frasige sig apanagen, mens 21 procent er uenige.

43 procent mener, at et flertal i Folketinget bør tage årpengene fra prins Joachim, mens 26 procent er uenige.

Undersøgelsen er lavet i kølvandet på det opsigtsvækkende interview, prins Joachim gav til det franske magasin Point de Vue, hvor han luftede sin frustration over sin rolle i Kongehuset.

»Mellem os er det mere kompliceret. Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret for nummer to og vedkommendes hustru, hverken på skrift eller i tale. Min far stiftede bekendtskab med samme utilfredsstillelse og formåede aldrig at få klargjort sin plads i kongefamilien. Men det er ikke altid nemt. Vi må finde ud af det selv, samtidig med at man holder sig inden for rollen som nummer to i rækken,« sagde han.

B.T. mødte efterfølgende prins Joachim i Paris, hvor han uddybede sine ord:

»Jeg talte om den frustration, jeg har, fordi jeg er en ud af mange toere i Europa. Vores rolle i kongehusene er ikke defineret,« sagde han.

Prins Joachim, da han mødte den danske presse på sin første arbejdsdag på ambassaden.
Prins Joachim, da han mødte den danske presse på sin første arbejdsdag på ambassaden. Foto: THOMAS COEX
Vis mere

I 2019 flyttede han til Paris for at begynde på det franske militærakademi Ecole Militaire, og i 2020 blev han ansat som forsvarsattaché ved den danske ambassade. Og selvom det job almindeligvis indbringer 1,2 millioner kroner om året plus fri bolig, valgte Folketinget at lave en særkonstruktion, så prins Joachims apanage kunne fortsætte uhindret.

Da Kongehuset  i 2019 meddelte, at prins Joachim flyttede med familien til Paris, udtalte de samtidig, at det ikke ville medføre ændringer i parrets forbindelser og protektioner. Men senere forklarede kommunikationschef, at flytningen alligevel ville medføre ændringer i prins Joachims program.

»Prinsen vil ikke kunne deltage i samme antal officielle aktiviteter, som han normalt gør,« sagde kommunikationschef Lene Balleby til B.T.

I juli 2020 overraskede prins Joachim og prinsesse Marie, da de i et interview med Se og Hør sagde, at de ikke selv havde valgt at rykke til Frankrig.

»Det er ikke altid os, der bestemmer. Jeg synes, det er vigtigt at vide,« sagde prinsesse Marie.

Dog ville hverken prins Joachim eller prinsesse Marie fortælle, hvem der tog beslutningen om, at de skulle forlade Danmark.

Også i 2019 viste en YouGov-undersøgelse lavet for B.T., at danskerne var skeptiske over for prins Joachims apanage.

Dengang var 49 procent imod, at han måtte få pengene med til Paris, mens 33 procent mente, det var okay.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Det Gule Palæ til den nye YouGov-måling:

»Kongehuset ønsker ikke at kommentere på meningsmålinger og har dermed heller ingen kommentarer til B.T. i denne sammenhæng,« oplyser Kongehusets Kommunikationsafdeling.