Prins Joachim burde ikke tage sine knap 3,6 millioner kroner med til Paris, når han flytter derned med prinsesse Marie og parrets to børn i efteråret. Det mener næsten halvdelen af de adspurgte i en måling foretaget af YouGov.

Eller 'skatteyderne', som kongehusekspert Søren Jacobsen kalder de 49 procent, der i en undersøgelse fra YouGov for B.T. har svaret, at det ikke er i orden, at prinsen tager sin apanage med til Frankrig i mindst et år, mens han tager en militæruddannelse.

»Skatteyderne er generelt glade for kongehuset, men det betyder ikke, at sagen ikke rykker ved populariteten. Det er en møgsag. Især fordi den ikke bare er lovstridig, men også ganske unødvendig,« siger Søren Jakobsen.

'Møgsagen' tog sin begyndelse sidst i januar, da kongehuset meldte ud, at prins Joachim og familien til sommer flytter til Paris, hvor prinsen er blevet optaget på École Militaire for at gå på den højest rangerede lederuddannelse i det franske militær fra september i år til sommeren 2020.

Hvad man ikke meldte offentligt ud, var dog, at prins Joachim tager sin apanage på 299.125 skattefri kroner månedligt - eller 3,6 millioner årligt - med til den franske hovedstad.

Og det er faldet flere danskere for brystet, viser undersøgelsen fra YouGov. Kun hver tredje dansker mener, at det er han i sin gode ret til, mens halvdelen af danskerne ikke synes, at det er i orden.

Og dem er Søren Jakobsen ganske enig med. Og når han kalder sagen for både 'en møgsag' og 'unødvendig', er det, fordi prinsen ifølge kongehuseksperten sådan set ikke mangler millionerne.

»Prins Joachim er temmelig formuende. Han er ikke i økonomiske problemer, efter han har afhændet Schackenborg,« siger Søren Jakobsen.

En niårig prins Joachim med fru Shack (tv.), prins Henrik og dronning Margrethe ved overdragelsen af Schackenborg Slot 27. december 1978. Vis mere

I 2014 solgte prinsen det sønderjyske slot, som han var blevet foræret ganske kvit og frit som niårig.

Salget gav ham 100 millioner på bankbogen, og selvom prins Joachim havde et hampert lån på samlet 42 millioner kroner, var der altså stadig 58 millioner tilbage til at forsøde tilværelsen. Og derfor mener Søren Jakobsen ikke, der har været grund til at gøre sig uvenner med Danmarks befolkning på den bekostning.

Desuden er der symbolpolitikken i, at apanagen, også kaldet årpenge, er en slags løn, som prins Joachim får for sit arbejde som prins af Danmark. Og det arbejde mener eksperten ikke, han kan passe, mens han er væk.

»Det (École Militaire, red.) er en temmelig hård skole, og prinsen er reelt udelukket fra at passe sine protektioner. Han går i skole seks dage om ugen og har kun fri om søndagen. Og man tager jo ikke lige fra Paris og tilbage i en frokostpause,« siger Søren Jakobsen.

Prins Joachim tager både hustruen prinsesse Marie og børnene Henrik og Athena med til Paris. Vis mere

Han understreger, at det er fornuftigt med efteruddannelse til prinsen, der jo ikke står til at arve et kongerige som sin bror. Det skulle bare ske for egen regning.

I sidste ende er det dog ikke prins Joachim, de utilfredse danskere skal se sig sur på. Det er hans mor.

»Dronningen har accepteret det. Og enhver kan jo se, at han ikke kan passe sit arbejde. Selvom Joachim er voksen (prinsen er 49, red.), bestemmer regenten, hans mor, stadig over ham ifølge Kongeloven af 1665. Og hun har jo jævnligt møder med statsministeren, hvor de kunne have diskuteret, om han skulle have lov at tage apanagen med.«

B.T. har spurgt kongehuset, hvordan man forholder sig til danskernes negative holdning til, at prins Joachim tager millionerne med til Frankrig, men det ønsker ikke at kommentere sagen.