Det er svært ikke at komme til at tænke på titelkrisen i det danske kongehus, når prins Harry i et nyt interview fortæller, at han gerne vil have sin familie tilbage.

Det fortæller B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen, efter at ITV mandag offentliggjorde en lille del af et kommende interview med den britiske prins.

»Jeg vil gerne have en familie – ikke en institution. De føler, at det er bedre at se os som skurkene,« fortæller prins Harry om den betændte situation mellem prins Harry, hertuginde Meghan og resten af det britiske kongehus.

»De har ikke vist nogen vilje til at finde ud af det igen. Jeg ville gerne have min far tilbage. Jeg ville gerne have min bror tilbage,« tilføjer han.

Ifølge B.T.s Jacob Heinel Jensen er det nogle 'ret vilde udtalelser'.

»Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at situationen er meget lig den, der udspiller sig i det danske kongehus. Også her har vi en situation, hvor den ene del af familien er kørt så meget ud på et sidespor, at de ikke kan kommunikere på andre måder end gennem pressen.«

Både prins Joachim, prinsesse Marie og grevinde Alexandra har i B.T. fortalt, at de er kede af ikke at have været i bedre dialog med dronning Margrethe, i forbindelse med at hun fratog prins Joachims fire børn deres prinse- og prinsessetitler fra årsskiftet. Blandt andet kunne de afsløre, at det ikke var Dronningen selv, men hofmarskalen, der orienterede prins Joachim om ændringerne.

Siden fortalte dronning Margrethe på Kongehusets Instagram-profil, at hun 'havde undervurderet' hvor meget beslutningen påvirkede prins Joachims familie, og at hun var 'ked af det'.

Jacob Heinel Jensen understreger dog, at det kun er de to kongehuses måde at kommunikere familiekriser offentligt på, der minder overraskende meget om hinanden. Modsat Harry og Meghan har prins Joachim og hans familie nemlig ikke selv et ønske om at forlade Kongehuset.

Trods de opsigtsvækkende udtalelser i det kommende prins Harry-interview skal vi dog ikke forvente de store afsløringer, vurderer Jacob Heinel Jensen. Siden de meldte sig ud af det britiske kongehus, har parret efterhånden »smidt så mange bomber, at man ikke kan høre dem mere«, fortæller eksperten.

Mest opsigtsvækkende var interviewet med Oprah Winfrey i 2021, hvor hertuginde Meghan beskyldte det britiske kongehus for racisme. Og siden har de flere gange ladet en kommentar falde.

Derfor håber den royale korrespondent, at ITV har ret, når de siger, at de vil »udfordre de udtalelser, der tidligere er kommet fra parret om monarkiet«. Han savner nemlig flere svar fra det tidligere hertugpar.

»Først og fremmest: Hvorfor indgår man millionkontrakt med Netflix, når man melder sig ud af kongehuset med den begrundelse, at man gerne vil væk fra medierne?« spørger han.

»Og så har jeg en milliard andre spørgsmål. Meghan og Harry er gang på gang blevet klandret for klimahysteri. De er også vadet ind på den politiske arena, selvom det normalt ikke er noget, man ser hos de kongelige. Der er masser af kritiske spørgsmål at stille, og man kan håbe, de gør det.«

Trods kritiske spørgsmål tror Jacob Heinel Jensen faktisk, at det kan være godt for parret at blive stukket lidt til. Siden deres exit er de dalet betragteligt i popularitet hos briterne, og det bliver kun værre, hver gang de taler negativt om briternes elskede kongehus.

»Der har været en del kritik af, at de ikke stillede op til interview. Senest lavede de en Netflix-serie i seks afsnit om sig selv, hvor de kunne hælde vand ud af ørerne, og alle andre, der var hevet ind for at medvirke, var der for at rose dem til skyerne. Så de gør klogt i at stille op til kritiske spørgsmål, når de alligevel er gået planken ud.«

Interviewet sendes søndag på ITV.

To dage senere, 10. januar, udkommer prins Harry med bogen 'Reserve', hvor han deler sine tanker om at være nummer to efter sin storebror, prins William.