Hvilket royalt medlem spekulerede i, om prins Harrys og hertuginde Meghans børn ville få en mørkere hudfarve?

Det spørgsmål har været på manges læber, siden parret i foråret stod frem i et opsigtsvækkende interview med Oprah Winfrey, hvor de beskyldte det britiske kongehus for racisme.

Der har længe været spekuleret i, at det skulle være prins Harrys 73-årige far, prins Charles, som prins Harry og hertuginde Meghan beskyldte for at være racistisk.

Spekulationer, som nu blusser op i bogen 'Brothers And Wives: Inside The Private Lives of William, Kate, Harry and Meghan', der udkommer tirsdag.

For ifølge medier såsom The Sun og TMZ står der i bogen, at det netop var prins Charles, der var bekymret for lille Archies hudfarve.

Prins Charles.
Prins Charles. Foto: POOL
Vis mere

»Jeg spekulerer over, hvordan deres barn kommer til at se ud,« skal han have sagt til sin hustru, 74-årige Camilla, ved morgenbordet 27. november 2017.

Da hustruen så undrende ud, skal prins Charles have uddybet sine tanker ved at sige følgende:

»Jeg mener... Hvordan tror du, deres hudfarve bliver?«

Den kommende bog har nu fået prins Charles til at tage afstand fra beskyldningerne.

»Beskyldningerne er latterlige og fiktion,« siger hans talsperson i en udtalelse og afviser at kommentere sagen yderligere.

Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah.
Prins Harry og Meghan under interviewet med Oprah. Foto: HARPO PRODUCTIONS
Vis mere

Det er forfatteren Christopher Andersen, der står bag bogen, hvor det altså hævdes, at det er prins Charles, som prins Harry og hertuginde Meghan omtalte i interviewet med Oprah Winfrey.

Her udtalte 40-årige Meghan Markle blandt andet, at der var 'bekymringer og samtaler i kongehuset om, hvor mørk huden ville blive' på deres søn Archie.

Hertuginden udtalte endvidere, at den royale familie havde samtaler med prins Harry omkring bekymringerne.

I den kommende bog antydes det dog, at prins Charles' udtalelse til sin hustru slet ikke var ment som racisme, men snarere nysgerrighed.

Arkivfoto fra 2019 af prins Harry og Meghan med deres dengang nyfødte søn, Archie.
Arkivfoto fra 2019 af prins Harry og Meghan med deres dengang nyfødte søn, Archie. Foto: DOMINIC LIPINSKI
Vis mere

Ifølge bogen skal samtalen være blevet overhørt af hoffets personale, som fortalte det videre og videre, hvilket medførte, at konteksten var blevet fordrejet, da den nåede frem til prins Harry.

Prinsen skal derfor rasende have taget fat i sin far, som mente, at sønnike overdrev, hvorefter de to familiemedlemmer skulle være blevet gevaldigt uvenner.

Hverken prins Harry eller hertuginde Meghan har kommenteret, hvorvidt det er prins Charles, de har beskyldt for at være racistisk.

De har dog tidligere afkræftet, at det skulle være dronning Elizabeth eller dennes afdøde mand, prins Philip.

Det er ikke kun prins Charles, som har været rygtet til at være 'racisten i kongehuset'. Det er også prins Harrys faster, prinsesse Anna, hvilket du kan læse meget mere om her.