Mandag morgen fik den yderst omstridte dokumentar 'MeToo: Sexisme bag skærmen' premiere.

Her står blandt andre tv-værten Cecilie Beck frem og fortæller om sine sexisme-oplevelser på TV 2.

Og ifølge hende har det som kvindelig medarbejder på tv-stationen bestemt ikke været unormalt at blive seksualiseret.

Faktisk har det tidligere været helt normalt at føle, at man blev målt på, hvor attraktiv man var.

Cecilie Beck.
Cecilie Beck. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Det skriver Information, som har hjulpet produktionsselskabet Impact med researcharbejdet til dokumentaren.

»Jeg har hørt flere ting sagt om kvinder, der var værd at gå i seng med, men jeg husker bedst, hvad der blev sagt om dem, der ikke var værd at gå i seng med,« siger Cecilie Beck i dokumentaren og fortsætter:

»Og der har jeg hørt nogle ting, som jeg simpelthen ikke engang vil kunne gengive, fordi det er så brutalt og ulækkert sagt.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra TV 2, men de er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.

B.T. har ligeledes forsøgt at få en uddybende kommentar fra Cecilie Beck til hendes medvirken i dokumentaren, men hun er i skrivende stund heller ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Det er dog ikke første gang, at tv-værten sætter ord på dokumentaren om TV 2s MeToo-sag(er).

Hun har i programmet 'Q&CO' tidligere kritiseret koncernen for at droppe dokumentaren, som i første omgang skulle have været afdækket af dem selv.

»Vores synspunkt er, at vi mister mere troværdighed ved ikke at vise den dokumentar end ved at vise den,« sagde hun blandt andet.

Information og Impact har i forbindelse med 'MeToo: Sexisme bag skærmen' været i kontakt med flere end 150 mænd og kvinder, som har arbejdet eller arbejder på TV 2.

I dokumentaren står 11 af kvinderne frem med navn og fortæller om nogle af de oplevelser, de har haft i deres tid på TV 2, hvor der ifølge dem var en håndfuld toneangivende mænd i chefstillinger, som opførte sig krænkende og grænseoverskridende.

Ud over Cecilie Beck medvirker andre kendte tv-værter såsom Janni Pedersen og Karen-Helene Hjorth.

I dokumentaren fortæller sidstnævnte blandt andet om en hændelse, hvor en chef opførte sig krænkende og ubehageligt over for hende ved at kysse hende.

Den episode kan du læse mere om her.