78-årige Bob Dylan skabte langtfra nogen folkefest på årets Roskilde Festival, men den gamle mand imponerede alligevel fans i alle aldre. Sådan da.

For femte gang siden debuten i 1990 spillede den gamle tamburin-mand på Danmarks største festival.

Traditionen tro var han det modsatte af et festfyrværkeri på scenen. Han både ankom og forlod scenen uden et ord, men spillede sig igennem sit bagkatalog uden at komme omkring publikums-pleasere som 'Mr. Tambourine Man' og 'Knockin' on Heavens Door'.

»Det var mega hyggeligt. Han er en gammel mand, og så er han her stadig. Men det var også vanskeligt, for jeg kendte ikke nogle af sangene. Men jeg kunne godt lide det,« lød det efter koncerten fra 23-årige Mia Furelund fra Oslo, der er taget på Roskilde med sin tyske veninde Leyan Mezgar på 21.

Leyan.
Leyan. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

»Han er så gammel og stadig så vild. Det er beundringsværdigt,« svarede veninden, der dog ikke var så vild med koncerten.

»Hans sceneoptræden var ikke særlig god. Lidt kedelig. Der var kun mænd på scenen, så det var meget gammeldags. Men jeg nød alligevel at se ham.«

Mia.
Mia. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

23-årige Elias Andersen fra Gundsømagle er kæmpe Bob Dylan-fan og havde købt billet til årets festival udelukkende for at se sit idol.

»Det var superfedt. Men lidt ærgerligt, at han spiller sine klassikere anderledes, så man ikke kan synge med.«

Elias' kammerat, 23-årige Anders Sehested fra Ågerup, var enig, men var dog også lidt skuffet over Bob Dylans udtalelse af de gamle sange.

»Nogle gange udtalte han teksterne anderledes, så det var lidt svært at høre nogle gange.«

Elias og Anders.
Elias og Anders. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

De lidt ældre Bob Dylan-fans var mest positive.

63-årige Johnny Nors fra Glumsø havde set Bob Dylan før og syntes, han på Roskilde var mere nærværende end normalt.

»Jeg så ham i Malmø, hvor han stod med ryggen til publikum. Det synes jeg ikke er fedt. Dylan er, som Dylan er, og jeg synes, det var en okay koncert. Man skal ikke forvente det store, og alligevel forventer man en masse.«

Johnny.
Johnny. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

Thomas Ladegaard på 46 år fra København syntes, Bob Dylan var overraskende god.

»Jeg vidste slet ikke, jeg havde brug for Bob på det her tidspunkt. Han er jo en levende legende. Jeg stod ved siden af nogen på 20 år, og de stod det hele igennem. Det syntes jeg var flot.«

Thomas.
Thomas. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere