Melder ud om sommerferien: Her kan der blive flykaos
Der er dog også gode nyheder til de rejselystne.

Der er dog også gode nyheder til de rejselystne.

Sommerferien begynder så småt at nærme sig, men i år nager en ubehagelig frygt mange rejselystne danskere:
Hvor dyr bliver flyrejsen – og risikerer jeg, at mit fly bliver helt aflyst på grund af brændstofkrisen? Nu melder en ekspert ud – og han har både gode og dårlige nyheder.
Brændstofprisernes himmelflugt har allerede ført til tusinder af flyaflysninger fra blandt andre SAS og Lufthansa, mens rejsegiganten Bravo Tours har varslet om ekstraregninger.
Den ekstremt usikre situation i Mellemøsten gør ikke ligefrem uvisheden frem mod den med spænding imødesete sommerferie mindre.
Men de fleste kan ifølge den norske luftfartsanalytiker Hans Jørgen Elnæs slå koldt vand i blodet – i hvert fald når det kommer til det vigtigste spørgsmål: Om flyet til rejsedestinationen overhovedet kommer på vingerne.
»Jeg er ikke særlig bekymret for rejser i Europa,« siger han til VG.
Det skyldes, at netop sommermånederne er altafgørende for flyselskaberne, som genererer en stor del af deres omsætning og overskud på at sende dig, din familie og hundredtusinder af andre på sommerferie.
Der er bare et ikke ubetydeligt men:
En del rejsende risikerer nemlig at blive udsat for flykaos til sommer, vurderer Hans Jørgen Elnæs, som er ansat hos luftfartsselskabet Winair.
Det drejer sig om dem, som har bestilt – eller planlægger at bestille – eksotiske ferier til mere usædvanlige destinationer.
Her kan kombinationen af få afgange og lavere konkurrence på ruterne ifølge den norske ekspert føre til aflysninger og – ja, flykaos.
»Det gælder især Sydøstasien. Nogle af landene der er lidt dårligere stillet. Nogle lande i Afrika har også problemer. Det bør man holde øje med,« lyder opfordringen fra Hans Jørgen Elnæs.
Hvad billetpriserne angår, kommer han med en noget nedslående udmelding: At du ikke skal forvente, de bliver lavere lige foreløbig.
Tværtimod anbefaler Hans Jørgen Elnæs dig at bestille ferien i god tid. Ellers risikerer flybilletterne at blive endnu dyrere.
B.T. har spurgt Ole Stouby, der er direktør for prissammenligningssiden Travelmarket.dk, om, hvad han anbefaler de rejselystne danskere at gøre.
Svaret kan du læse lige HER.