Er du lige nu i vildrede om, hvorvidt du skal købe en rejse i sommerferien nu eller vente på, at priserne for brændstof – og dermed flybilletterne – måske falder i pris?

Ifølge Ole Stouby, der er direktør for prissammenligningssiden Travelmarket.dk, bør man ikke vente med at købe sommerens flybilletter.

Ole Stouby er direktør for prissammenligningssiden Travelmarket.dk
Ole Stouby er direktør for prissammenligningssiden Travelmarket.dk Foto: Travelmarket.dk

Han har mandag gennemgået de forskellige rejseselskabers priser for charterrejser hen over sommeren.

»Jeg kan se, at der ved afrejse den første uge i skolernes sommerferie lige nu er mulighed for at at købe flere rejser med fly og hotel til tæt på 2.500 kroner per person,« siger han og tilføjer:

»Det er ret billigt, når der er tale om højsæson.«

Siden konflikten mellem USA/Israel og Iran begyndte, er prisen for brændstof steget heftigt, fordi der var været en prop i Hormuzstrædet, hvor en stor del af transporten af brændstof foregår.

Og Faith Birol, der er chef for Det Internationale Energiagentur, oplyste torsdag i sidste uge, at Europa muligvis kun har flybrændstof til seks uger tilbage.

»Det er alt sammen et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, når man ser på rejsernes pris, men set i lyset af usikkerheden om prisen for brændstof, så vil jeg anbefale, at man ikke venter med at bestille flyrejsen, man gerne vil på,« siger Ole Stouby.

Han er dermed enig med luftfartseksperten Hans Jørgen Elnæs, der vurderer, at flypriserne nok til stige endnu mere. 

Bekymrede for ekstra regning
Spørgsmålet så, hvordan man er stillet, hvis man køber en flyrejse, og priserne for brændstof fortsætter med at stige?

Senest har Pernille Pedersen udtrykt sin bekymring for, om hendes families charterferie i Kreta bliver endnu dyrere. 

Den er nemlig bestilt igennem rejseselskabet Bravo Tours, der i sidste uge varslede en ekstra regning til kunderne på grund af de stigende brændstofpriserne. 

Esben Grønborg Geist, der er vicedirektør for Forbrugerrådet, anbefaler derfor, at man får rejseselskabet til på skrift at garantere, at der ikke kommer en ekstra regning.

»Hvis jeg står over for at skulle købe en rejse, så vil jeg ringe dem op og spørge rejseselskabet, om de kan garantere, at det er den nuværende pris, jeg skal betale, og der ikke kommer en ekstra regning,« sagde han i sidste uge til B.T.