Tør du lige nu bruge penge på at købe en rejse?
Det spørgsmål er der sikkert mange, der stiller på grund af de voldsomt stigende priser for flybrændstof.
Senest har B.T. fortalt, hvordan Bravo Tours har sendt en ekstra regning til 2.000 kunder, der allerede har købt en rejse.
Og Sunweb har sat prisen op på 20 procent af pakkerejserne, fordi der bruges rutefly.
Esben Grønborg Geist, der er vicedirektør for Forbrugerrådet Tænk, undrer sig over, at der for pakkerejser er lovgivning, der gør, at man godt må hæve prisen for noget, der allerede købt og betalt.
»Det er usædvanligt, og jeg kan ikke komme i tanke om, at det er sådan inden for andre områder,« siger han.
Er man en af de kunder, der har fået en ekstra regning på grund af de stigende brændstofpriser, anbefaler han, at man læser den oprindelige rejsebestilling grundigt igennem.
»Det skal fremstå tydeligt, at den pris man betaler risikerer, at blive op til otte procent højere, hvis brændstofpriserne eksempelvis stiger. Hvis ikke det står tydeligt, er det ulovligt,« siger han og tilføjer:
»Fremstår det ikke tydeligt i aftalen, så skal man i første omgang henvende sig til rejseselskabet og klage over det, og i anden omgang kan man henvende sig til Pakkerejseankenævnet.«
'Ring dem op'
Og det kan gå helt galt med de bestilte rejser.
Faith Birol, der er chef for Det Internationale Energiagentur, oplyser nemlig, at Europa muligvis kun har flybrændstof til seks uger tilbage.
»Jeg kan sige, at vi snart vil høre nyheder om, at nogle flyvninger fra by A til by B bliver aflyst på grund af brændstofmangel,« siger han til Aftonposten.
Hvad så, hvis man overvejer at købe en rejse, men frygter, at man pludselig får en ekstra regning på grund af de stigende priser for brændstof?
»Hvis jeg står over for at skulle købe en rejse, så vil jeg ringe dem op og spørge rejseselskabet, om de kan garantere, at det er den nuværende pris, jeg skal betale, og der ikke kommer en ekstra regning,« siger Esben Grønborg Geist og fortsætter:
»Og så vil jeg bede dem om at sende mig en mail, hvor de bekræfter, at der ikke sendes en regning med et ekstra beløb oveni.«

