Spanien er for 16. år i træk danskernes foretrukne rejsedestination.

Det viser tal fra en undersøgelse fra Epinion om danskernes rejsevaner i 2017, som Finans.dk har fået adgang til.

Her står det klart, at Spanien står for 20 procent af alle rejser på minimum fire overnatninger. En placering, som landet bag sangriaen har haft siden 2001.

Det overrasker ikke rejseambassadør hos Bravo Tours, Stig Elling.

»Danskerne elsker Spanien af tre grunde: Ro, fred og tryghed, fornuftige priser og god mad, og så er kvaliteten blevet opgraderet væsentligt. Derudover skal man kun flyve fem timer for næsten at få solgaranti,« siger Stig Elling til BT.

Herunder kan du se en top-5 over danskernes foretrukne rejsedestinationer på minimum fire overnatninger. Resten kan ses på Finans.dk:

Kvalitet over pris

Spanien slår med længder lande som Tyskland, Italien, Grækenland og Frankrig, hvilket Stig Elling godt kan forstå.

»Det er ikke så billigt som Tyrkiet, men danskerne vil gerne ofre lidt mere for at få en nogenlunde kvalitet. Og det skægge ved Spanien er, at de både tilbyder noget for 'upper class' og for andre, der rejser mere på budget. Der er både Costa Del Sol, der ender ved Barcelona, storbyen Madrid og så øerne med Mallorca, Gran Canaria osv. De har formået at udnytte hele landet,« siger Stig Elling.

Stig Elling, rejseambassadør for Bravo Tours.
Stig Elling, rejseambassadør for Bravo Tours. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Det første ikke-europæiske land er USA, der figurerer på en 6. plads. Ifølge Stig Elling er danskerne på det seneste begyndt at rejse oftere 'over there'.

»Det er igen blevet 'in' at rejse til USA. Landet har enormt meget at byde på, men New York, LA og Florida er klart de mest populære rejsemål,« siger Stig Elling, der pointerer, at den lave dollarkurs har øget populariteten de seneste år.

Tyskland fører

I Epinions undersøgelse fremgår det også, at Tyskland er nummer et, når det gælder rejser på tre nætter eller derunder. Knödel-landet slår akkurat vores nordiske naboer, Sverige og Norge.

Undersøgelsen er baseret på svar fra fra 3.000 danskere, der tog på 4.825 rejser.

SPONSERET INDHOLD: Skal du ud og rejse? Find de bedste rejsedestinationer her.