»Mallorca er ikke til salg.«

Sådan er budskabet fra tusinder af lokale, der har været på gaden for at demonstrere mod masseturisme.

Og befolkningen på den spanske ø, der er et yndet ferieparadis for tusindvis af danskere, står ikke alene med vreden.

Særligt i Barcelona og på De Kanariske Øer er lokalbefolkningen godt trætte af turister.

Og ifølge Bodil Blichfeldt, der er turismeforsker ved Syddansk Universitet, er der kun én ting at gøre.

»Groft sagt betyder det, at man som turist nok burde tage et andet sted hen,« siger hun og uddyber:

»Som turist vil det være en voldsomt god idé at sætte sig ind i, hvor stort turismepresset er de steder, man gerne vil besøge, og så fravælge de mest besøgte. Den gode turist følger med i, hvor det er, at lokalbefolkningen ikke ønsker besøg,« siger Bodil Blichfeldt til B.T.

Turismeforskeren kalder problemet med masseturisme for et alvorligt problem.

»Det er ret alvorligt, for der er et utroligt pres på nogle destinationer.«

Bodil Blichfeldt mener, at man som turist altid bør være bekymret for, om man efterlader et negativt aftryk på sin feriedestination og de mennesker, der bor der.

»Det mest simple er, at man selvfølgelig ikke smider affald i naturen og på stranden. Men det mere uhåndgribelige er, hvis vi med vores besøg er med til at skrue huslejen og huspriserne så voldsomt op, at de lokale har svært ved at bo i området.«

»Det kan også være, at vi fortrænger den lokale mad, fordi steder med en mere international menu er mere populære. Og vi kan være med til at presse renovationen og det at holde stedet rent – uden at vi direkte betaler til det,« forklarer turismeforskeren.

»Mallorca er ikke til salg,« står der på demonstranternes banner.
»Mallorca er ikke til salg,« står der på demonstranternes banner. Jaime Reina/AFP/Ritzau Scanpix

Bodil Blichfeldt mener, at det er den enkelte turist, der bærer ansvaret.

»Det er for nemt at sige, at dem, der sælger pakkerejser, flyrejser og reklamerer for destinationerne, må ordne det. Vi har et ansvar hver for sig. Det er ikke raketvidenskab. Vi kan godt finde ud af at sætte os ind i, om de steder vi gerne vil se, vil have besøg af os.«

»Vi har alle en bucketliste med steder, vi drømmer om at se. Men hvis man absolut vil til for eksempel Barcelona, vil det være en rigtig god idé at sætte sig ind i, hvornår det er høj- og lavsæson,« siger hun.

»Det at opføre sig som en god turist er også at fravælge de steder, der ikke er plads. Det er også til vores egen fordel, for ingen er interesserede i at være et sted, hvor der er så mange turister, at det er som en flok græshopper, der har invaderet et sted. Det er svært at se attraktionerne, når der er turister alle vegne.«

B.T. har også talt med turismeforsker ved Aalborg Universitet Carina Ren om problemet med masseturisme, og hun spår stor vækst i Skandinavien i fremtiden.

Læs den historie lige her.

Rentefald! Endelig! Men hvordan vil renterne udvikle sig det kommende år, og hvad vil det betyde for boligejerne og boligpriserne? Få svarene i denne episode af B.T.-podcasten ‘Spar Kassen’.

Lyt i Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.