Sund & Bælt udvider nu sin skarpe kritik af betalingsvirksomheden Nets tavshed i forbindelse med det enorme nedbrud lørdag, der blandt andet betød en kæmpe kø på Storebæltsbroen.
Helene Holm Heitmann, der er vicedirektør i Sund & Bælt, oplyser, at de 3 gange lørdag forsøgte at kontakte Nets, men telefonen blev ikke besvaret.
»Vi har et VIP-nummer hos Nets, som ikke blev besvaret under hændelsen. Det er stærkt bekymrende. Vi ringede 3 gange,« skriver hun i en mail til B.T.
Hun har søndag kritiseret, at Nets ikke kontaktede Sund & Bælt om nedbruddet, men nu kommer det altså frem, at Nets heller ikke svarede på opkald på et såkaldt VIP-nummer.
»Når vi står i situationer med nedbrud, hvor konsekvenserne for tusindvis af brugere og samfundskritiske funktioner er betydelige, har vi brug for rettidig information og adgang til support. Det skete ikke denne gang,« skriver vicedirektøren.
3 til 5 nedbrud årligt
Helene Holm Heitmann oplyser også, at lørdag ikke var første gang, at der var betalingsnedbrud.
»De seneste år har vi oplevet 3 til 5 nedbrud om året, og hver gang har vi savnet information. I går var nok det længste nedbrud i nyere tid, men det ved vi jo ikke undervejs, fordi vi ikke hører noget fra Nets,« skriver hun og tilføjer:
»Vi aner ikke, om det er et nedbrud på 5 minutter, 5 timer eller 5 dage - så vi styrer i blinde og kan ikke informere vores kunder og sikre et optimalt flow i trafikken.«
Vicedirektøren vil nu have Nets til at tage telefonen, når Sund & Bælt ringer.
»Vi forventer, at der tages konkrete skridt for at sikre, at Sund & Bælt fremover bliver en del af Nets prioriterede kunder,« skriver hun.
Nets har meldt ud, at betalingsvirksomheden lørdag havde meget travlt med at finde ud af, hvad der var årsag til problemet, og Nets vil lære af den her sag.
»Jeg er sikker på, at vi efterfølgende vil kunne få en masse læring af det her,« sagde Søren Winge, der er pressechef i Nets, søndag til B.T.

Er det ikke en pointe, at Nets lørdag aften ikke vidste ret meget om problemets omfang, og hvad der var årsagen?
»Det mener vi ikke forklarer, at de var umulige at få fat på. At de ikke vidste noget om nedbruddets varighed var i sig selv en oplysning, vi gerne ville have haft,« skriver hun.
En mand endte med at måtte sove i sin bil på grund af nedbruddet. Læs historien her på bt.dk.