Henrik Petersen har haft en hård nat.
Han har nemlig måttet sove i sin bil på en tankstation, på grund af Nets nedbrud lørdag aften.
For hvad der skulle have været en smuttur til sommerhuset i Sverige, udviklede sig til en mildt sagt træls situation for den 55-årige håndværker.
Knap 100 kilometer fra sommerhuset, ville han tanke sin bil, men da han forsøgte at betale, gik det galt.
»Mit betalingskort virker ikke på den første tankstation. Jeg prøver på den næste tankstation – samme problem. Så forsøger jeg at hæve kontanter ved to forskellige hæveautomater, uden held. Til sidst kører jeg til endnu en tankstation, men heller ikke der kan jeg betale. Og dér må jeg indstille min søgning, for jeg har næsten ikke mere diesel på bilen,« siger han til B.T.
På det tidspunkt er det blevet aften, og Henrik Petersen må give op. Han beslutter sig derfor, at han må overnatte i sin bil på tankstationen.
»Det er træls og irriterende, et det skal ende sådan, for på det tidspunkt er intet meldt ud,« siger han.
Søvnen bliver kort. For da klokken bliver seks om morgenen, triller en rumænsk lastbil ind på tankstationen.
Med sine eneste kontanter, 150 svenske kroner, får Henrik Petersen allernådigst lov til at købe nok diesel til, at han kan køre de sidste kilometer til sommerhuset.
Der sidder han nu.
Egentlig skulle han have købt malergrej og gået i gang med vedligeholdelse af sommerhuset, men med en næsten tom tank og usikker betaling tør han ikke køre de 25 kilometer til nærmeste tankstation.
»Lige nu er jeg lidt bange for at køre ind til en tankstation, fordi Nets ikke er helt oppe at køre. Så man kan roligt sige, at jeg sidder fast. Jeg har heldigvis medbragt mad hjemmefra, så det er intet problem. Men det er meget irriterende,« siger han og tilføjer:
»Jeg synes at informationsniveauet fra Nets side har været for dårligt. Nedbrud kan ske, men vi har brug for noget afklaring og åbenhed omkring situationen.«
B.T. har kontaktet Nets angående den kritik, som Henrik Petersen rejser.
»Det er klart, at når der opstår en hændelse som den i går, og vi ikke har det fulde overblik med det samme, kan det være svært at give alle den information, de efterspørger. Det beklager vi naturligvis,« siger Søren Winge, pressechef hos Nets.
Nets oplyser desuden, at betalingen skulle være op at køre igen, men at en genstart eller opdatering af terminalen hos nogle samarbejdspartnere er påkrævet, for at betalingen virker.