Anette Munk på 67 år drager nu konsekvensen af det massive betalingsnedbrud, der 19. juli ramte Danmark og store dele af Norden.
»Jeg synes, det er rigtig uhyggeligt, at sådan noget kan ske i Danmark,« siger hun og tilføjer:
»Det betalingssystem, vi er blevet påduttet, det er åbenbart ikke så sikkert, som det burde være.«
Fra nu af vil hun sørge for at have et pænt antal kontanter i pungen.
Hun tør simpelthen ikke andet.
»Jeg vil nu have 3.000 til 4.000 kroner i kontanter i pungen,« siger Anette Munk, der bor i Nakskov på Lolland med sin mand.
Det er jo et ret højt beløb at have i pungen...
»Hvis du er ude at spise og skal have bilen tanket op, så ryger pengene jo hurtigt, og hvis kortet ikke virker, er man på den,« siger hun og forsætter:
»Og man kan jo også være ude og handle en dag, hvor man har købt en masse varer, og så kan man ikke betale med kortet.«
Men er der ikke en vis risiko ved at gå rundt i pungen med 3.000 til 4.000 kroner?
»Det mener jeg godt, at jeg kan,« siger hun.
Trukket 648 kroner ved fejl
Anette Munk var hjemme, da selve nedbruddet ramte om lørdagen, men hun var én af de cirka 2.000 danskere, der fik trukket penge for noget, andre havde købt.
Helt konkret blev hun trukket 648 kroner fra Tivoli Friheden i Aarhus, hvor hun aldrig nogensinde har været.
»Når man har sit Dankort og NemID, så burde det i mit hoved slet ikke kunne lade sig gøre, at der bliver trukket penge fra ens konto for noget, andre har købt et sted, man aldrig har handlet før,« siger Anette Munk, der fredag fik pengene ført retur på kontoen.
Søren Winge, pressechef hos Nets, jeg vil høre, hvad Nets siger til, hvis flere ligesom Anette ikke tør være nogen steder uden at have kontanter på sig efter nedbruddet?
»Vi vil nu gøre, hvad vi kan for at sikre, at en tilsvarende hændelse ikke kan indtræffe, og at vores systemer fremover kører stabilt,« skriver han i en mail og tilføjer:
»Samtidig skal det være muligt at betale digitalt med alle betalingsmidler, også selvom der ikke er netværksforbindelse. Det vil vi arbejde med detailhandlen for at sikre, så man ikke behøver kontanter, selvom der måtte opstå et driftsproblem.«

