Sent lørdag aften spærrede Malene Kristensen på 41 år øjnene op, da hun kiggede i sin netbank på mobilen.

Hun var blevet trukket 650 kroner fra et sted, hun aldrig nogensinde havde hørt om.

Pengene var røget til Skyttehusets Outdoor Camp i Silkeborg.

»Jeg har ikke hørt om den campingplads før. Jeg anede ikke, at den eksisterede,« siger Malene Kristensen, der bor i Vorbasse, som ligger 78 kilometer syd for Silkeborg.

Malene Kristensen kontaktede straks campingpladsen for at få en forklaring. 

Her fik hun at vide, at der var tale om betaling for en lejet båd, en anden person klokken 19:53 lørdag aften havde betalt med MobilePay.

Men pengene var altså trukket på Malene Kristensens konto. 

Samme lørdag aften var Danmark ramt af et stort nedbrud i mulighederne for at bruge betalingskort. 

Det skabte blandt andet kaos på Storebæltsbroen og en masse problemer forskellige steder, når danskerne pludselig ikke kunne betale.

Men det er nyt, at betalinger med MobilePay lørdag aften i nogle tilfælde blev trukket fra en helt anden persons konto. 

Betina Johansen, der er medejer af Skyttehusets Outdoor Camp, har fået de 650 kroner fra den reelle kunde, der også var meget overrasket over, at pengene ikke var trukket fra hendes konto. 

»Det er så mystisk, at sådan noget kan ske. Det gør, at man frygter, hvad der sker med betalingerne,« siger Betina Johansen. 

Sydbank: Besynderlig sag 
B.T. har bedt Sydbank, hvor Malene Kristensen har konto, om at vurdere sagen. 

»Det er en lidt besynderlig og enkeltstående sag. Hvorvidt det hænger sammen med nedbruddet hos Nets, skal vi ikke kunne sige, men det er da en oplagt mistanke, eftersom transaktionen finder sted netop samtidig med nedbruddet,« siger Louise Degn, der er kundedirektør.

Hun oplyser, at det nu bliver undersøgt, hvad der er grund til, at en anden persons MobilePay-betaling bliver trukket på Malene Kristensens konto.

»Kunden er naturligvis holdt skadefri, men det er klart, at vi tager det alvorligt, og sammen med Nets er vi nu i gang med at undersøge, hvad der kan være sket,« siger Louise Degn. 

Malene Kristensen ser frem til, at sagen bliver undersøgt til bunds.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende før,« siger hun.