»Det gider jeg faktisk ikke gå ind i en diskussion af.«

Sådan lød det afvisende fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun fik et spørgsmål, der havde antydningen af kritisk karakter under et besøg i 'Aftenshowet' på DR1 tidligere på året.

Spørger man Venstre og to politiske kommentatorer, er det et glimrende billede på en kynisk og magtfuldkommen tendens.

Hos såvel Berlingske og Ekstra Bladet har man i den seneste tid påtalt på lederplan, at Mette Frederiksen og hendes ministre i stigende grad viger bort, når journalister vil stille kritiske spørgsmål.

Ofte trækker svaret i langdrag, og i andre tilfælde ender svaret – efter flere dage – med at blive på skrift, så der ikke kan stilles opfølgende kritiske spørgsmål.

For to politiske kommentatorer er der tale om en soleklar taktik fra Mette Frederiksen og resten af den socialdemokratiske regerings side.

»Der er tale om et stort skred i forhold til pressefriheden,« siger Lars Trier Mogensen.

»Det er tydeligt for enhver, at mails bruges langt mere end tidligere, så der ikke kan stilles kritiske spørgsmål. Det virker som fast procedure. Som om det er koordineret,« siger Søs Marie Serup.

I forbindelse med tilblivelsen af denne artikel har B.T. kontaktet Statsministeriet for at få et interview med Mette Frederiksen om, hvorfor hun og regeringens ministre ikke stiller op til kritiske interview.

Det ønsker Mette Frederiksen ikke at stille op til.

»Det er bevis på den magtfuldkommenhed, der er kommet i Socialdemokratiet. Selvfølgelig kan man ikke stille op til alt, men det virker systematisk, at ministrene ikke stiller op til kritiske interview,« siger politisk ordfører Sophie Løhde (V).

Også Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har deltaget i debatten og angrebet Mette Frederiksen på området – både fra Folketingets talerstol og på sociale medier.

Jakob Ellemann-Jensen og Sophie Løhde kritiserere regeringen for at ansætte for mange af deres egne og for at undvige kritiske spørgsmål fra pressen.
Jakob Ellemann-Jensen og Sophie Løhde kritiserere regeringen for at ansætte for mange af deres egne og for at undvige kritiske spørgsmål fra pressen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

B.T. ønskede at interviewe Jakob Ellemann-Jensen til denne artikel, men blev i stedet henvist til Sophie Løhde.

Det seneste stykke tid er det blevet beskrevet i flere medier, hvordan en stribe personer i ministeriernes embedsværk har en fortid i Socialdemokratiet eller har direkte kontakter til de ministre, de skal arbejde for.

Det har mødt en del kritik, da tanken er, at et ministeriums embedsfolk skal være politisk uafhængige.

Og det er også på radaren hos Venstre – ikke mindst, når det kobles til de manglende svar fra S-ministre.

»Det er et demokratisk problem, når embedsværket politiseres, som det tydeligvis er tilfældet her. Og når de systematisk ikke ønsker at stille op til til andre interview end dem, der foregår i bløde sofaer, så har vi et problem,« siger Sophie Løhde.

Både Lars Trier Mogensen og Søs Marie Serup har før oplevet regeringer, som ansætter deres egne og viger for kritiske spørgsmål, men aldrig i det omfang, som den socialdemokratiske regering praktiserer det.

»Det er tidligere set, at ministre ansætter folk i embedsværket, der passer ind i den politiske holdning,« siger Søs Marie Serup og fortsætter:

»Men ligesom med de manglende interview, så er det ikke set i det her omfang tidligere.«