Mette Frederiksen (S) har efterhånden haft et halvt år på posten som statsminister.

Alligevel er der fortsat ting, Danmarks anden kvindelige statsminister gennem tiderne skal vænne sig til.

Det skriver hun selv på sin Facebook-profil.

Her har hun taget imod spørgsmål fra følgerne på det sociale medie.

En af dem hedder Tage, og han har spurgt, hvad forskellen er på før og efter, Mette Frederiksen blev statsminister.

Og her lyder svaret:

'Det giver næsten sig selv. Men en af de forandringer, jeg mærker mest i hverdagen, er mine livvagter,' lyder det, inden statsministeren kommer ind på, hvordan det er helt i praksis.

'Jeg skal huske at fortælle dem om alle mine planer. De er med, når jeg skal i Brugsen. Når jeg skal en tur ud i kajak. De er med til forældremøde på skolen. Og så er de selvfølgelig med, når jeg optræder i officielle sammenhænge som statsminister,' skriver Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen med pressen på Marienborg.
Statsminister Mette Frederiksen med pressen på Marienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hun slutter opslaget med at beskrive, hvordan hun lørdag har inviteret sine livvagter hjem i statsministerboligen, Marienborg, hvor de har deres daglige gang, til julehygge med deres familier, som de normalt ellers ikke kan have på besøg.

Mette Frederiksen bruger i det hele taget en del tid på at dele ud af sin dagligdag på Facebook.

Når hun ikke tager imod spørgsmål fra følgere, så beskriver hun, hvordan det går i virket som statsminister, eller at hun har ordnet dagligdagsting som vasketøj.

Det sker samtidig med, at hun har høstet en del kritik for – sammen med resten af sin regering – at vige bort fra kritiske interviews med pressen.