»Interessant.« Et ord efterfulgt af en glad smiley.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har kun en kortfattet kommentar til en ny måling, som YouGov har foretaget for B.T. Men både hans kommentar og målingen er netop 'interessant'.

For den viser, at knap hver fjerde dansker overvejer at sætte kryds ud for Lars Løkke Rasmussen, hvis han gør alvor af sine overvejelser om at stifte et nyt parti.

Helt præcis viser målingen, at 20 procent af vælgerne vil overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussen og/eller hans nye parti, hvis hans nystiftede politiske netværk udvikler sig til et egentligt parti, mens fire procent angiver, at de i så fald helt sikkert vil stemme på ham.

(ARKIV) Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen er rørt, da han hyldes ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter 16. november 2019. Lars Løkke Rasmussen (V) har fået nyt job som rådgiver hos advokatfirma, men beholder pladsen i Folketinget. Eksperter vurderer, om der er et habilitetsproblem. Det skriver Ritzau 30. januar 2020. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen er rørt, da han hyldes ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter 16. november 2019. Lars Løkke Rasmussen (V) har fået nyt job som rådgiver hos advokatfirma, men beholder pladsen i Folketinget. Eksperter vurderer, om der er et habilitetsproblem. Det skriver Ritzau 30. januar 2020. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg forstår godt, at Løkke synes, at den her måling er 'interessant'. For den viser, at der er et ret stort vælgerhav for ham at fiske i,« siger B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»Det må give anledning til optimisme hos Løkke, at han kan mønstre den opbakning i en tid, hvor han ikke kan komme ud på ladvognen og tale med vælgerne. Det her må give ham blod på tanden.«

Målingen underbygger ifølge Henrik Qvortrup troen på, at Lars Løkke Rasmussen i den virkelige verden i mødet med vælgerne ved næste folketingsvalg realistisk set vil kunne høste seks-syv procent af stemmerne og dermed storme ind i Folketinget med sit nye midterparti.

Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud af Venstre nytårsdag og lancerede kort efter et nyt politisk netværk, som på rekordtid har fået over 10.000 medlemmer.

Tidligere statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen starter nyt politisk netværk, og i den forbindelse er hans hjemmeside fotograferet i Ringsted 8. januar 2021.
Tidligere statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen starter nyt politisk netværk, og i den forbindelse er hans hjemmeside fotograferet i Ringsted 8. januar 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Blandt andre har erhvervsikonet Lars Rebien Sørensen – formand for Novo Nordisk Fonden og tidligere topdirektør samme sted, hvor han blev kåret som verdens bedste leder – meldt sig under Løkkes faner.

Lars Rebien Sørensen har forklaret, at han har meldt sig ind, fordi han deler Løkkes analyse af, at der brug for at bygge bro hen over midten i dansk politik.

»Det begynder at ligne noget,« siger Henrik Qvortrup.

Men Lars Løkke Rasmussen er kendt og berygtet for at gå rundt om den varme grød mere end en gang, før han træffer en endelig beslutning.

Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T.
Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Henrik Qvortrup vurderer imidlertid, at det er overvejende sandsynligt, at Lars Løkke Rasmussen – som det politiske dyr, han er – har gjort alvor af sine overvejelser og stiftet et nyt parti inden udgangen af i år.

Kunne grundlovsdag være et bud?

»Ja, det er godt bud. Der er jo noget med Løkke og grundlovsdag. Det kunne sagtens vise sig at være et fikspunkt for ham,« siger Henrik Qvortrup med henvisning til, at Løkke udskrev valg til afholdelse netop grundlovsdag 2019.

»Men nu skal vi lige have det her corona til at gå over, og så skal han være helt sikker på, at projektet kan bære. Løkke vil være sikker på, at han er flankeret af andre end lykkeriddere, der læser deres egne ideer ind i hans projekt, før han gør alvor af at stifte et nyt parti.«

Lars Løkke Rasmussen ønsker med sit politiske netværk og måske kommende parti at bygge bro hen over midten i dansk politik og minimere yderfløjenes politiske indflydelse.

Lars Løkke Rasmussen er i dag løsgænger i Folketinget.