En af landets største stemmeslugere står snart afpillet uden en eneste politisk post.

Ifølge B.T.s oplysninger vil Venstre-ledelsen nemlig indstille, at Inger Støjberg skal fravristes den sidste post, hun har tilbage: den tunge post som retsordfører.

Flere kilder fortæller uafhængigt af hinanden, at Venstres top allerede i sidste uge, hvor et flertal i partiet stemte for en rigsret, besluttede, at den tidligere næstformand ikke kan fortsætte som retsordfører med en rigsret på nakken.

Efter det dramatiske gruppemøde torsdag samlede Venstre sin gruppebestyrelse til et møde. Her blev Støjbergs ordførerskab behandlet som et uofficielt punkt på dagsordenen, erfarer B.T.

Mellem jul og nytår gik Jakob Ellemann-Jensen ud og støttede en rigsretssag mod Inger Støjberg. Det skete i et stort interview med Jyllands-Posten. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Mellem jul og nytår gik Jakob Ellemann-Jensen ud og støttede en rigsretssag mod Inger Støjberg. Det skete i et stort interview med Jyllands-Posten. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men reelt blev beslutningen taget i Venstres ledelse, som ud over Jakob Ellemann-Jensen består af Sophie Løhde, Troels Lund Poulsen, Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers og Morten Dahlin.

De stemte alle for en rigsretssag, selv om der sidenhen har været larmende tavshed på sociale medier fra alle i ledelsen – på nær Jakob Ellemann-Jensen. Her har ingen bakket formanden op i beslutningen om at stemme for en rigsretssag.

Inger Støjberg fik 28.420 stemmer ved det seneste valg – fjerdeflest af alle danske politikere.

Alligevel kan hun inden længe stå uden en eneste politisk post. Som en tidligere næstformand uden officiel politisk indflydelse.

Adspurgt direkte om retsordførerskabet svarer Inger Støjberg via en sms til B.T., at hun ikke har fået en officiel melding om sit ordførerskab endnu. Hun har dog også hørt, at ledelsen har planer om at give det til en anden.

»Jeg havde troet, at ledelsen ville have mod og mandshjerte nok til at fortælle mig den slags direkte. Jeg er glad for at være retsordfører, og jeg mener, det er helt afgørende for Venstre og Venstres fremtid, at partiet har en stram retspolitik,« skriver hun.

Beslutningen om Inger Støjbergs ordførerskab er ikke meldt ud til folketingsgruppen endnu.

Kort før nytår mistede hun sin post som næstformand i partiet, efter at hun i flere tilfælde var gået direkte imod Ellemanns politiske linje.

Inger Støjberg (V) efter Venstres gruppemøde 14. januar 2021. Venstre stemte for at stille partiets Inger Støjberg for en rigsret i sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Inger Støjberg (V) efter Venstres gruppemøde 14. januar 2021. Venstre stemte for at stille partiets Inger Støjberg for en rigsret i sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Siden 32 ud af 41 Venstre-folk stemte for en rigsretssag mod Støjberg, har spekulationerne om Støjbergs fremtid været brandvarme på rygtebørsen.

Selv har Støjberg gentaget, at hun lige 'vil vende skråen'.

Både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har dog allerede velkomstkomiteen klar, hvis hun skulle vælge at skifte parti.

»Hvis hun vælger at banke på inde hos os, så er døren åben lige med det samme,« sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i torsdags.

Andre læser også