Krigen i Venstre får endnu et kapitel.
For hvis man troede, at Venstres ekstraordinære landsmøde ville løsne op for konflikten mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen, så blev man slemt skuffet.
Ganske vist bød Inger Støjbergs tale kun på stikpiller til Ellemann og ikke den helt store krigserklæring, som mange i partiet havde frygtet.
Men den afsluttende bemærkning i talen skaber »irritation helt ind i rygmarven«, som en central Venstre-politiker formulerer det over for B.T.

»De værdier, som Venstre har stået med i alle de år – de værdier, vil jeg altid kæmpe for. Uanset hvor jeg er, og uanset hvad der sker,« lød det fra Støjberg.
Og netop uvisheden om, hvorvidt Støjberg bliver i Venstre eller ej fik efterfølgende Jakob Ellemann-Jensen til at forlange klar besked.
»Nu synes jeg efterhånden, at der må komme et svar. Nu har den mediemæssigt fået, hvad den kan trække på den konto. Nu er det rimelige over for partiet – som både jeg og Inger Støjberg holder meget af – at der kommer et svar,« sagde han.
Flere kilder i Venstre, som B.T. har talt med, mener, at det er decideret skadeligt for Venstre, at Inger Støjberg trækker sin beslutning i langdrag.

»Det vil kun forlænge alt det fnidder om personer. Og det er vi godt nok ved at være trætte af,« som en Venstre-politiker formulerer det over for B.T.
Da B.T. efter landsmødet spurgte Inger Støjberg til hendes fremtid, var hun heller ikke meget for at melde klart ud.
Hvordan ser du din fremtidige rolle i Venstre? Du er ikke længere næstformand og muligvis heller ikke retsordfører ret meget længere.
»Det er også derfor, der er ekstra god grund til at tænke sig om i øjeblikket,« sagde hun.

Er dit retsordførerskab afgørende for, om du bliver eller forlader Venstre?
»Nej, det er det samlede billede. I dag har jeg brugt tiden på at sige, hvor jeg synes, vi skal bevæge os hen. Ikke bare som parti, men også i forhold til, hvilke udfordringer Danmark generelt står over for. Og nu kommer der så en tid, hvor jeg for alvor kan sætte mig ned og tænke tingene igennem.«
På forhånd var der stor mystik omkring Inger Støjbergs tale. Hverken ledelsen eller ansatte i Venstre kunne få lov at se den på forhånd.
Men selvom talen ikke blev nogen bombe, henviste Støjberg til den åbenlyse splittelse i Venstre. Mellem 'det jyske Venstre', repræsenteret ved hende selv, og 'storby-Venstre', repræsenteret ved Jakob Ellemann-Jensen.

»Jeg siger min mening, også så den er til at forstå. Også selvom det ikke altid passer ind i de fine saloner i København og på avisredaktionerne i København,« sagde hun i talen.
Efterfølgende spurgte B.T. Inger Støjberg, om hun mener, at der er gået 'for meget københavneri og caffe latte i Venstre'?
»Man skal være meget bevidst om, at der er et stort kernebagland i Jylland, som man ikke må glemme, når man sidder i København. Og jeg kan bare mærke, at forbindelseslinjerne til Christiansborg og København bliver svagere og svagere,« sagde hun.
Man taler to fraktioner i partiet – Venstre i de jyske landdistrikter og Venstre i storbyerne. Føler du, at splittelsen i Venstre er blevet stor, fordi uenighederne simpelthen er for store mellem land og by?
»Man skal i hvert fald passe meget på den splittelse. Derfor er det også godt, at Stephanie Lose (nyvalgt næstformand, red.) har sit fundament i det sønderjyske. Det er faktisk helt afgørende.«