Det er over to måneder siden, at John, Lars, Jens, Peter og de andre minkavlere, som B.T. har talt med, aflivede deres mink efter ordre fra Mette Frederiksen.

Siden har de ikke set en krone i erstatning fra staten.

Men nu sker der omsider noget. Klokken 19 mandag aften mødes Folketingets partier i Finansministeriet til slutspurten i minkforhandlingerne.

Der er tale om en erstatning på mellem 15 og 18 milliarder kroner. Det svarer til cirka 3.300 kroner fra hver eneste skatteyder i Danmark.

»Det er fuldstændig vanvittigt, det de har gjort,« siger John Junge. Her med sønnen Jesper, som også er en del af virksomheden, hvor der ikke er en eneste levende mink tilbage.Foto: Rasmus Laurvig
»Det er fuldstændig vanvittigt, det de har gjort,« siger John Junge. Her med sønnen Jesper, som også er en del af virksomheden, hvor der ikke er en eneste levende mink tilbage.Foto: Rasmus Laurvig
Vis mere

Den 57-årige minkavler John Junge har haft mink siden 1978. Han kalder det en 'skændsel', at minkavlerne stadig spejder efter deres penge.

»Det er ikke et sekund for tidligt, at der sker noget. Vi går her og ved ikke, hvad morgendagen byder. Det er fandeme for dårligt,« siger han.

»I weekenden har min telefon ringet konstant, fordi jeg taler med nogle af de unge minkavlere i området. De er virkelig pressede økonomisk, og nogle er endda sygemeldt,« fortæller han.

Ifølge B.T.s oplysninger vil minkavlerne få erstatning for 10 års fremtidig indtjening, som de mister, fordi alle mink er aflivet.

»Det er fuldstændig vanvittigt, det de har gjort,« siger John Junge. Her med sønnen Jesper, som også er en del af virksomheden, hvor der ikke er en eneste levende mink tilbage.Foto: Rasmus Laurvig
»Det er fuldstændig vanvittigt, det de har gjort,« siger John Junge. Her med sønnen Jesper, som også er en del af virksomheden, hvor der ikke er en eneste levende mink tilbage.Foto: Rasmus Laurvig
Vis mere

Rent teknisk bliver det udregnet ved at tage den gennemsnitlige indtjening for de seneste 10 år. Man justerer dog 2013 og 2019, som var et ekstraordinært godt og ekstraordinært dårligt år.

»Det bliver en stor regning for statskassen. Men vi bliver hjulpet af, at hjælpepakkerne til virksomhederne i 2020 ikke blev så dyre som forventet. Derfor er udskrivningen til minkavlerne ikke noget, som vælter læsset,« siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Når regningen formentlig lander på 15-18 milliarder kroner, skyldes det, at minkavlerne får erstatning efter reglerne om ekspropriation.

Det vil sige, at staten erstatter bygninger, maskiner og andre aktiver. Det gælder også leverandører, som er direkte afhængige af minkerhvervet.

Statsminister Mette Frederiksen udtalte på et pressemøde 4. november, at alle mink i Danmark skulle aflives, efter der var fundet en farlig corona-variant i mink, som havde spredt sig til mennesker. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2021)
Statsminister Mette Frederiksen udtalte på et pressemøde 4. november, at alle mink i Danmark skulle aflives, efter der var fundet en farlig corona-variant i mink, som havde spredt sig til mennesker. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2021) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger er der dog lagt op til, at minkavlerne kan vælge at gå i dvale, så de kan starte op igen i 2022, når forbuddet mod mink udløber. I så fald vil de ikke få erstatning for bygninger og maskiner.

Kritikken af de månedlange forhandlinger har været benhård. Både fra de borgerlige partier og fra minkavlerne selv.

»Det er dårlige undskyldninger og nøl, som gør, at minkavlerne endnu ikke har fået penge for de mink, de slog ihjel for over to måneder siden. Det er et kæmpe svigt af regeringen,« siger Tage Pedersen, formand for Dansk Pelsdyrforening.

Ifølge B.T.s oplysninger har kampen mellem S-regeringen og Venstre været stor under forhandlingerne. Venstre har sendt en byge af spørgsmål mod regeringen, og flere gange har regeringen måttet forhøre sig hos EU om, hvorvidt Venstres krav lå inden for lovgivningen.

Tomme bure på kombineret minkfarm og pelseri i Ørnhøj 7. december 2020. Alle mink i Danmark er blevet aflivet på grund af frygt for smitte med muteret coronavirus under covid-19-pandemien. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Tomme bure på kombineret minkfarm og pelseri i Ørnhøj 7. december 2020. Alle mink i Danmark er blevet aflivet på grund af frygt for smitte med muteret coronavirus under covid-19-pandemien. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I forhandlingslokalet har venstrefløjen derimod været modstandere af at lukke statskassen på vid gab.

Det skyldes, at prisen på minkskind er styrtdykket de seneste år, og derfor er argumentet, at man risikerer at overkompensere minkavlerne.

»Det er svært at spå om, hvad minkavlere ville tjene i fremtiden. Man risikerer godt nok at give en for høj erstatning ved at tage udgangspunkt i fortidens indtjening. Men det er nok den nemmeste metode lige her,« siger Bo Sandemann.

Der bliver nedsat en taksationskommission, som skal vurdere værdien af hver enkelt minkfarms værdi.