Endnu en meningsmåling viser nu, at Venstre går tilbage.

Helt præcist er Venstre i den seneste måling, som YouGov har foretaget for B.T., gået tilbage med 6,4 procentpoint siden valget. Det svarer til et mandatfald på 12 mand.

»Det er en meget skidt måling. Meningsmålingen lægger til de andre målinger, der også viser, at Venstre har mistet opbakning. Det sætter venstretoppen og Jakob Ellemann-Jensen under pres, og de skal se at komme ud af starthullerne,« siger politisk kommentator Jarl Cordua.

Omvendt fortsætter fremgangen for De Konservative, der fik 6,6 procent af stemmerne ved valget, og som nu står til 8,8 procent af stemmerne.

»Vi går efter, at de Konservative får så mange mandater som muligt og et flertal i blå blok. Jeg kommer aldrig til at glæde mig over Venstres nedgang, men vi vil gerne være ligestillede med dem og ikke lillebror,« siger Mette Abildgaard, politisk ordfører for De Konservative.

Trods den markante fremgang er vi dog stadig ikke i en situation, hvor De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, kan udnævnes som den nye borgerlige frontfigur, lyder det fra den politiske kommentator.

»Det er en god meningsmåling for De Konservative. Men Ellemann er stadig dobbelt så stor, så han skal ikke passe på Pape endnu,« siger Jarl Cordua.

Ikke desto mindre venter der Venstre et stort arbejde forude med at vinde vælgerne tilbage.

Stod det til Jarl Cordua, vil det være fordelagtigt for Venstre at gå efter de liberale midtervælgere, der er hoppet over til De Radikale og Socialdemokratiet, i stedet for de nationalkonservative højreorienterede vælgere. Men hvad Ellemann gør, er ikke til at vide.

»Han er fanget mellem de to strategier. Men skal de have regeringsmagten, skal de have fat i midtervælgerne frem for at kæmpe med højrefløjspolitikere, der fører eventyrpolitik. Problemet er, at ingen ved, hvad Ellemann vil. Han har det meget svært – og det er måske, hvad den her meningsmåling giver udtryk for,« siger Jarl Cordua.

B.T. har forgæves forsøgt at få et interview med enten Jakob Ellemann-Jensen eller en anden Venstre-politiker, så vi kunne spørge ind til, om partiet selv føler, at Venstre-formanden er under pres, og hvad Venstre vil gøre for at vende den negative stemning omkring partiet.

Det ville partiet ikke stille op til.

I stedet har B.T. modtaget en skriftlig kommentar fra Venstres fungerende politiske ordfører, Martin Geertsen, om andre meningsmålinger, og hvad partiet vil gøre ved arbejdsløsheden.