Det var en storsmilende Søren Pape Poulsen (K), der sagde det forventelige, men samtidig lod en dør stå på klem.
Døren er indgangen til statsministeriet. Ved torsdagens Konservative-pressemøde var der et særligt emne, som fyldte hos de fremmødte journalister: Går Søren Pape efter statsministerposten?
Og her var svaret klart. Det gør han ikke. Lige nu i hvert fald.
»Nej, det siger jeg ikke, som det ser ud i øjeblikket, for i denne valgperiode er mandaterne givet. Venstre er et langt større parti end os andre.«

»Jeg arbejder på, at mit parti bliver så stort som muligt, så jeg kommer ikke til at fraskrive mig det i al evighed,« siger han samtidig.
Ifølge Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T., var pressemødet karakteristisk i den forstand, at statsministersnakken fyldte så meget. Et job, Pape ikke heller ikke kunne afvise på sigt, hvilket Qvortrup bed mærke i.
»Jeg synes også, han holder en dør åben. Man skal stadig huske på, at selvom det går fremad for de Konservative, så er Venstre stadig dobbelt så stor,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:
»Han må lige have is i maven endnu.«

For ifølge Henrik Qvortrup hersker der ingen tvivl om, at Søren Pape sigter mod statsministeriet. Tiden er bare ikke til det.
Også selvom De Konservative gik frem - og Venstre tilbage - i den seneste måling udført af Kantar Gallup på vegne af Berlingske.
»Hvis han i dag gik ud og sagde: 'Okay, venner. Jeg vil være statsminister', ville det være iøjenfaldende. Det er det, de går efter. Men han kan først sige det, når situationen er der, og lige nu er der langt til Venstre.«
Men fortsætter fremgangen, har Henrik Qvortrup ikke svært ved at se Søren Pape som statsministerkandidat på et tidspunkt.
»Hvis vi står i en situation, hvor Mette Frederiksen får problemer, og Konservative fortsætter med gå frem, så slipper han ikke afsted med at spille en flink fyr. Det vil vælgerne ikke kunne forstå. Og man kan altid have en standpunkt, til man tager et nyt,« mener Qvortrup.
»Dog er der intet tegn i sol, måne og stjerner på, at de vinder næste valg. Men to-tre år kan være lang tid.«
Udover spørgsmål om statsministerposten, præsenterede Søren Pape også en række pejlemærker, som blå blok bør kunne enes og samles om. Herunder klima, sund økonomi og sikre hjælp og omsorg til ældre og syge.
Pejlemærkernes indhold går Qvortrup til gengæld ikke voldsomt op i.
»Hvem går ikke ind for det? Du kan gå ind på Socialdemokratiets kontor, og så vil de formentlig være enige i langt det meste.«
»Det interessante er, at Pape gerne vil fremstå som manden, der gør sit til at samle blå blok. Han opbygger en statsministerkandidat, som han har ambitioner om at være på et tidspunkt.«