Bliver det ved med at gå godt for Søren Pape Poulsen og resten af Det Konservative Folkeparti, får blå blok snart en ny statsministerkandidat.

Det spår B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, efter en ny måling fra Kantar Gallup endnu en gang viser fremgang til De Konservative.

Målingen, der er udført på vegne af Berlingske, viser således, at 9,1 procent af danskerne ville sætte krydset ved Søren Pape Poulsen og co., hvis der var valg i morgen.

Sidste gang, der rent faktisk var folketingsvalg, fik partiet 6,6 procent af stemmerne – og det var næsten en fordobling sammenlignet med valget i 2015.

»Jeg er overbevist om, at hvis fremgangen fortsætter, så melder han sig inden for et halvt til et helt år på banen som statsministerkandidat,« forklarer Henrik Qvortrup.

Og dermed vil Venstres Jakob Ellemann-Jensen altså få en udfordrer. For ham og hans parti går det nemlig ikke synderligt godt lige nu.

I Kantar Gallups måling svarer kun 19 procent af de adspurgte, at de ville stemme på partiet, hvis der var valg i morgen. Ved valget i 2019 fik Venstre 23,4 procent af stemmerne.

»For Ellemann er den måling endnu en påmindelse om, at det strammer til. Han skal vise Danmark, at han har en politik, danskerne gerne vil have,« forklarer Henrik Qvortrup, der netop har skrevet et indlæg om Jakob Ellemann-Jensens skuffende første år som partileder.

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, er kæk og har et glimt i øjet. Men det er ikke længere nok, fastslår Henrik Qvortrup.
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, er kæk og har et glimt i øjet. Men det er ikke længere nok, fastslår Henrik Qvortrup. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Mens Venstres formand har valgt én tilgang under coronakrisen, har Søren Pape Poulsen valgt en anden – og mere vælgervenlig – tilgang, forklarer Henrik Qvortrup desuden:

»Ellemann har forsøgt at finde hår i suppen i forhold til Mette Frederiksens håndtering, og den slags kan politiske nørder som mig jo godt følge. Men sådan som stemningen er i øjeblikket, er hr. og fru Almindelig flintrende ligeglade.«

»Det har Pape set, og han gider derfor ikke konfrontationer med statsministeren. Han har undervejs stået som en bredt favnende – og ikke konfrontationssøgende – politiker, og det vinder han stadig bredere publikum på.«

Søren Pape Poulsens rolige tilgang har givet ham momentum og dannet grundlag for, at folk er nået til kollektiv enighed om, at 'han har det i sig'.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fremstår sympatisk og rolig – og det kan folk godt lide, forklarer Henrik Qvortrup.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fremstår sympatisk og rolig – og det kan folk godt lide, forklarer Henrik Qvortrup. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Det er et ry, han har fået uden at have præsteret noget særligt. Der er grundlæggende en feel good-feeling omkring ham,« forklarer Henrik Qvortrup og tilføjer grinende:

»Han er jo en flink fyr – grundlæggende skidesød og sympatisk. Det kan folk godt lide. Men vi har endnu til gode at se, hvordan han reagerer i pressede situationer.«

Skulle Søren Pape Poulsen gå hen og melde sig på banen som en borgerlig udfordrer til Mette Frederiksen, får det formentlig en positiv effekt for blå blok.

Lige nu er rød blok den borgerlige ditto overlegen i meningsmålingerne, men det ville en ny statsministerkandidat kunne ændre på. Det ville skabe den dynamik, der lige nu mangler.

Hvis Henrik Qvotrups forudsigelser bliver til virkelighed, vil disse to mænd til næste folketingsvalg udfordre Mette Frederiksen på statsministerposten.
Hvis Henrik Qvotrups forudsigelser bliver til virkelighed, vil disse to mænd til næste folketingsvalg udfordre Mette Frederiksen på statsministerposten. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Inden vi helt tager livet af Ellemanns statsministerdrømme, skal det bemærkes, at Venstre altså stadig er mere end dobbelt så store som Det Konservative Folkeparti, og de proportioner skal med.«

»Men tingene kan hurtigt ændre sig i politik, og jeg ser noget i Pape, der giver mindelser om dengang, hvor Villy Søvndal var det tætteste, dansk politik kom på en rockstjerne.«

Selv har Søren Pape Poulsen ikke udtrykt statsministerdrømme offentligt.

Men det handler også om, at den slags skal ske på det rigtige tidspunkt, forklarer Henrik Qvortrup.

Henrik Qvortrup på B.T.-redaktionen.
Henrik Qvortrup på B.T.-redaktionen. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Først og fremmest skal partiet op på 10 procent i flere målinger.

Men når det sker, bliver det spændende:

»I samme sekund, som han melder sit kandidatur, skifter fokus. Så vil han ikke længere kunne have samme rolige gang på jord.«

»Med al fairness har der jo været et kritisk fokus på Ellemann som de borgerliges leder. Det vil Pape også opleve, hvis han melder sig. Så skal han vise, hvad han dur til,« fastslår den politiske redaktør.