I snart et år har Jakob Ellemann-Jensen været Venstres formand. Nu nærmer han sig i alvorlig grad en skæbnestund.

Meningsmålingerne siver. Statsminister Mette Frederiksen synes fuldstændig uovervindelig. Læg så dertil en i sjælden grad samspilsramt blå blok.

Var det måske en lige lovlig forhastet beslutning at smide Løkke på porten og erstatte ham med den forholdsvis uprøvede Jakob Ellemann? Tvivlen nager i Venstre.

Nu er forventningen – kravet – fra partifællerne, at Ellemann snart viser, hvad han dur til. Som en centralt placeret partifælle formulerer det: »Kom nu, mand. Grib bolden. Vis, hvad du kan.«

I næste uge holder partiet sommergruppemøde, og her skal(!) Ellemann træde i karakter.

Ellemanns formandsskab er ikke truet. Foreløbig er hans livsforsikring, at han vil have en ekstra lang line hos det bagland, der sidste år gik mod partitoppen og krævede Løkke afsat. Der skal rigtig meget til, før græsrødderne vil erkende det som en fejl.

I sit første år som formand er Ellemann-Jensen lykkedes med at skabe nogenlunde ro i partiet efter al balladen med det dysfunktionelle formandsskab Løkke/Kristian Jensen. Hvilket også var en bydende nødvendighed. Omvendt skal han ikke forvente, at vælgerne kvitterer for det. De forlanger langt mere.

End ikke de mest forbenede Venstre-folk orker længere at benægte, at han ikke har levet op til de tårnhøje forventninger, der omgav ham dengang for et år siden, da partiet var vidne til et opslidende drama med de to kamphaner Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Henrik Qvortrup på B.T.-redaktionen.
Henrik Qvortrup på B.T.-redaktionen. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Mange kan sikkert huske det lettere bizarre optrin ved sidste års sommergruppemøde, hvori indgik en golfvogn. Lars Løkke sad ved rattet med et lurendrejerudtryk, Kristian Jensen havde fået tildelt passagersædet og sad dér med et fåret udtryk – på vej til sin egen offentlige henrettelse.

Bagest på golfvognen sad så Ellemann. Med et smørret grin lignede han én, der godt vidste, at nu skulle de to herrer på forsædet lige slå hinanden ihjel først – så ville hans tid komme.

Hvilket den jo så også gjorde få uger senere, da han blev kåret som formand af Venstres landsmøde. Han behøvede end ikke kæmpe for det. Til sidst lod han sig nærmest bære ind som en frelser. Man fornemmede det kollektive lettelsens suk: Endelig kunne Venstre komme videre efter opslidende fløjkrige.

Som politisk ordfører var Ellemann-Jensen suveræn. Rap i replikken, knivskarp i debatterne og med et altid forsonende glimt i øjet. Vi var mange, der ikke kunne se det gå galt.

Men Ellemann har skuffet. Kunne vel dårligt heller andet med de forventninger. Hvad alle de begejstrede lige glemte i skyndingen var, at der er pokkers til forskel på at være folkekær politisk ordfører og så at være formand og tilmed statsministerkandidat.

Det var også tydeligt, hvordan Ellemann er blevet tynget af ansvaret. I debatterne med Mette Frederiksen virkede han usikker og nervøs – langt fra den stil, som han ellers havde brilleret med som politisk ordfører. Og ved forhandlingerne, senest her i corona-forløbet, har han  begået en række begynderfejl. Såsom at tage ordet for tidligt og ikke holde sig tilstrækkeligt længe i baghånd.

Hans forhold til de andre blå partier er anstrengt. Til Pernille Vermund er det regulært dårligt. Ellemann må konstatere, at en svag formand udgør en overmenneskelig fristelse for de øvrige blå partiledere til at gå på stemmehugst.

Selvfølgelig har coranaen også gjort det svært. Ligesom resten af samfundet har dansk politik været i en regulær undtagelsestilstand de seneste mange måneder, og stillet over for en historisk populær statsminister har Ellemann reelt ikke haft noget andet valg end at lade sig reducere til statist i Mette Frederiksens show.

Ellemann lignede en vinder. Det er et år siden.
Ellemann lignede en vinder. Det er et år siden. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvilket så bare er blevet yderligere udstillet af, at Ellemanns forgænger her i B.T. har indtaget de kritiske positioner, som nogle Venstre-folk drømte om, at den nuværende formand også havde haft modet til.

Man skal dog ikke glemme, at Løkke alene har kunnet skrive sådan, fordi han netop er forhenværende. Kun på et enkelt punkt ser Venstre et vælgerpotentiale i coronaen. Og det er dér, hvor udlændingepolitikken populært sagt møder covid-19. Det er i det lys, man skal se blandt andre Inger Støjbergs fokus på overrepræsentationen af smittede med anden etnisk herkomst.

Derimod tror Ellemann ikke længere på, at der er så meget som én stemme at hente på at kritisere Mette Frederiksens corona-dispositioner. Vurderingen er, at vælgerne simpelthen ikke gider historier om, at Mette Frederiksen har ført sig magtfuldkomment an i corona. Det har hun muligvis, men danskerne er ret ligeglade. Han vil derfor lægge indsatsen helt andre steder. Og så i øvrigt bare håbe, at Mette Frederiksen er toppet for tidligt.

I de kommende uge får vi det første fingerpeg om, hvor Ellemann vil sætte ind. Han vil benytte sagen om den demente Else fra Aarhus som et platform for at revitalisere det klassiske Venstre-budskab om »mennesket før systemet«.

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre Foto: Mathias Svold
Vis mere

Det er rigtigt set. Omend noget sent. For man kan med en vis ret spørge, hvorfor det først sker nu – og ikke da sagen for alvor kørte i medierne for tre-fire uger siden?

Hvor mange chancer har han så? I al fald mere end én.

Hvis Mette Frederiksen ikke kan modstå fristelsen til at score vælgergevinsten og udskriver et efterårsvalg, så får Venstre lammetæv, og det vil han kunne overleve.

Værre er det, hvis meningsmålingerne bliver ved med at sive, og hvis ikke Ellemann formår at formulere et politisk projekt, som danskerne vil have.

I dét mareridtsscenarie kan Venstre ende i en selvforstærkende negativ spiral. Og så kan Ellemann blive en overgangsfigur frem mod den formand, der for alvor kan bringe Venstre ud af krisen.