Alle kan blive indhentet af fortiden. Nogle gange i form af bare en enkelt sætning.

Typisk sådan noget, der lyder helt rigtigt og overbevisende, når det bliver sagt – men som ikke står for en nærmere prøvelse.

Statsminister Mette Frederiksen er – formentlig for altid – forbundet med én sætning. Den kommer snart til at placere hende i et djævelsk dilemma.

Det sker, hvis – nok desværre snarere når – coronaens bølge to rammer os.

Danskerne hørte sætningen første gang 11. marts, da Mette Frederiksen på et historisk pressemøde meddelte, at nationen praktisk talt skulle lukkes ned.

Det var her, vi fik at vide, at 'ét dødsfald er ét for meget', og at ethvert dødsfald udløst af corona er 'en tragedie'.

Dengang lød det så enkelt og så rigtigt. Sådan taler en statsminister, der ønsker at passe på os alle sammen. For ingen skal jo dø, vel?

Ved hendes side stod Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, med stenansigt. Han var – ved vi i dag – uenig i det meste.

Kort før pressemødet var han blevet kørt flad af en damptromle kørt af triumviratet Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen samt spindoktor Martin Rossen.

Brostrøm mente ikke, at der skulle lukkes nær så drastisk ned. Det forbehold fortalte Mette Frederiksen imidlertid intet om, men nøjedes fiffigt med at henvise til 'myndighederne'.

Det var nemlig bekvemt at have den – i hvert fald dengang – så folkekære Brostrøm som troværdighedsskabende staffage, nu da danskerne skulle overbevises om det rigtige i det mest omfattende indgreb i den personlige frihed siden krigen.

I øvrigt – og betragt det som en sidebemærkning – er det utroligt, at Brostrøm ikke for længst har taget konsekvensen af igen og igen at være blevet fagligt kastreret af en politiker, hvis eneste akademiske adkomst er en bachelor i afrikastudier.

Ganske vist tjener man sikkert godt som chef for Sundhedsstyrelsen, og lidt rar berømmelse kaster det selvfølgelig også af sig indimellem, men en så eklatant ydmygelse fra landets statsminister kan umuligt være en del af stillingsbeskrivelsen for en fagligt højt kompetent læge. De fleste andre havde sagt farvel og tak.

Gedigent sludder

Med sin lægebaggrund har Brostrøm selvfølgelig også vidst, at den der med 'ét dødsfald er ét for meget' er noget gedigent sludder. Omend det selvfølgelig lyder besnærende.

I hvert fald har logikken aldrig tidligere været sådan i Danmark. For de pårørende er hvert dødsfald naturligvis pr. definition altid tragisk. Men sundhedsvæsenet har traditionelt forsøgt at anlægge en mere overordnet, kølig kalkule. Sat en pris på et liv, om man vil.

I sundhedsvæsenet bliver der prioriteret hver eneste dag. Både når det handler om dyr medicin og avancerede behandlinger. Bare spørg cancerpatienter eller forældre, der med henvisning til prisen har fået nej til bekostelig mirakelmedicin til deres dødssyge børn.

Med coronavirus var det pludselig helt anderledes. Her kunne intet være for dyrt. Hverken for samfundsøkonomien eller i forhold til andre sygdomme, der ikke kunne behandles i tide.

Her er dilemmaet

Nu står vi så på tærsklen til en anden bølge. Smittetallet stiger. Og sidst var statsministerens budskab jo krystalklart: Ingen må dø.

Og derfor bliver det spændende: Mener hun stadig det?

Det er her, dilemmaet dukker op.

Mette Frederiksen kan jo vælge at holde fast i sin betragtning fra marts. I så fald er oplagte svar på det stadigt stigende smittetryk endnu en gang at lukke landet ned. Med alle de store omkostninger, det nu engang måtte have.

For det logiske ræsonnement må være: Hvis nedlukning var det rigtige i marts, hvorfor så egentlig ikke nu? Ingen pris er jo for høj, fik vi at vide.

Lad mig lægge hovedet på blokken: Statsministeren tør ikke lukke landet ned igen. Det er en vælgermæssig dødssejler – en politisk umulighed.

Mette Frederiksen havde kun ét skud i bøssen. Det er for længst affyret. Hun vil ikke igen kunne mønstre en folkelig støtte, der matcher den, hun fik i foråret. Og de andre partier på Christiansborg vil ikke endnu en gang levere samme uforbeholdne opbakning som sidst.

Derfor er statsministeren nødt til at fastholde, at der findes andre veje end endnu en total nedlukning. Mon ikke mundbind her bliver én af metoderne?

Hvilket så bare rejser endnu et spørgsmål: Hvis det er tilstrækkeligt nu, hvorfor så rulle de store kanoner ud tilbage i marts, april og maj?

Heller ikke det er der noget enkelt og godt svar på. Statsministeren er fanget i sit eget net.

Foråret var ubetinget Mette Frederiksens. Hun har redet på en folkelig bølge. Nu er det snart efterår. Og det bliver væsentligt sværere for hende.

Bare vent og se.