Et anonymt brev, hvor medarbejdere beskylder deres ledelse for ulovlig overvågning, har siden tirsdag skabt utryghed blandt medarbejdere i Job og Velfærd i Aalborg Kommune.

Men det er formentlig forkert brug af et web-kamera, der har gjort de anonyme medarbejdere i forvaltningen utrygge.

Det viser en aktindsigt, som Nordjyske har fået.

»Vi kan oplyse om, at der ikke har været sager om overvågning i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen (nu Job og Velfærd, red.) de seneste 10 år. Der har dog været to tilfælde i 2020, hvor der var tale om forkert brug af web-kamera, hvor medarbejdere kan have indgået i livestreaming i få dage. Det er vores vurdering, at det er den ene af disse sager, der har udløst den anonyme henvendelse om overvågning,« skriver it-chef Arne Bilgram til mediet.

Det anonyme brev blev tirsdag 19. april sendt til en række medier og politikere i Aalborg Kommune. I det stod blandt andet:

»Det er uklart, om det var i lokalerne, eller om det var installeret på Aalborg Kommunes computere og andet teknologi (...) Og under alle omstændigheder ved vi, at IT-ledelsen i FB (daværende Familie- og Beskæftigelsesforvaltning, som nu hedder Job og Velfærd, red.) var bagmænd,« står der i brevet, der fortsætter:

»Det blev opdaget ved, at nogle af os og kollegaer oplevede, at fortrolige samtaler blev refereret af nogen på ledelsesniveau i IT-afdelingen,« lyder det også i brevet.

Hvis der er sket overvågning af medarbejdere uden deres vidende, som brevet beskriver, kan der være tale om brud på straffeloven, vurderer Anja Kammersgaard Christensen, adjunkt og ph.d. ved Aalborg Universitet.

Tirsdag sagde hun til B.T.:

»Der kan både være tale om et brud på GDPR-reglerne og på straffeloven, hvis det forholder sig, som medarbejderne beskriver.«

Den ansvarlige rådmand for forvaltningen, Nuuradiin S. Hussein (S) har allerede bebudet, at der iværksættes en ekstern undersøgelse af, om der er hold i anklagerne i det anonyme brev.