»I dag er vi meget utrygge. Vi er så utrygge, at vi ikke vil gå til øverste ledelse. Vi tør ikke længere tale fortroligt i nærheden af vores computer.«

Det er blot nogle af de sætninger, der fremgår af et anonymt brev – sendt til en række politikere i Aalborg Kommune.

Hovedessensen i brevet, som TV 2 Nord omtalte lørdag aften, er, at et ukendt antal medarbejdere i forvaltningen Job og Velfærd beskylder IT-ledelsen for at overvåge medarbejdere via lyd og video.

»Det er uklart, om det var i lokalerne, eller om det var installeret på Aalborg Kommunes computere og andet teknologi (...) Og under alle omstændigheder ved vi, at IT-ledelsen i FB (daværende Familie- og Beskæftigelsesforvaltning, som nu hedder Job og Velfærd, red.) var bagmænd,« står der i brevet, der fortsætter:

»Det blev opdaget ved, at nogle af os og kollegaer oplevede, at fortrolige samtaler blev refereret af nogen på ledelsesniveau i IT-afdelingen,« lyder det også i brevet.

Endvidere fremgår det også, at sagen er kendt – men skjult – i Aalborg Kommune. Ifølge brevenes afsendere er der lagt låg på sagen, og det undrer dem, at ingen griber ind.

En af de politikere, der har modtaget brevet, er Kristoffer Hjort Storm (DF), som er rådmand i Senior og Omsorg.

Han fandt brevet tirsdag i sin postkasse og lægger ikke skjul på, at han ser med alvor på sagen.

Kristoffer Hjort Storm, tidligere medlem af Dansk Folkeparti, er skiftet til Danmarksdemokraterne.
Kristoffer Hjort Storm, tidligere medlem af Dansk Folkeparti, er skiftet til Danmarksdemokraterne. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er jo nogle alvorlige anklager. Men samtidig er det meget op og ned. Vi ved ikke, hvem afsenderne af brevet er – eller i hvilke sammenhæng, det her er sket. Det er meget åbent.«

»Derfor valgte jeg at dele brevet. I håb om, at de vil henvende sig i fortrolighed.«

Rådmand i Job og Velfærd Nuuradiin S. Hussein (S) siger til B.T., at han er rystet over brevets indhold og garanterer en øjeblikkelig undersøgelse.

»Jeg tager det meget alvorligt. Vi skal ikke have en kultur, hvor det skal være usikkert at gå på arbejde. Og hvis det viser sig at være sandt, når undersøgelsen er færdig, så vil det få konsekvenser.«

Nuuradiin S. Hussein forklarer, at han har spurgt i forvaltningen, hvorvidt anklagerne har noget på sig. Her lyder svaret, at der har været »en sag i forvaltningen« for to år siden, som er håndteret.

Om der er tale om sagen i det omtalte brev, ved rådmanden dog ikke.

»Jeg har ikke været klar over det her. De måneder, jeg har været rådmand, har jeg ikke hørt, at der skulle være utryghed i vores afdeling. Men det er klart, vi handler på det og får det undersøgt.«

Ifølge afsenderne af brevet er det så slemt, at de ikke tør gå til ledelsen – og du er blandt ledelsen. Kan de ikke komme til ledelsen?

Rådmand Nuuradiin S. Hussein tager sagen alvorligt og mener, det skal have konsekvenser, hvis beskyldningerne har noget på sig.
Rådmand Nuuradiin S. Hussein tager sagen alvorligt og mener, det skal have konsekvenser, hvis beskyldningerne har noget på sig. Foto: Socialdemokratiet
Vis mere

»Jeg tror ikke, der menes mig, andre chefer eller direktører. Jeg tror, det er selve it-afdelingen. Det er sådan, jeg læser brevet.«

Har du talt med it-afdelingen?

»Jeg har ikke talt med dem direkte. Vi fik brevet torsdag, og fredag var jeg ude af huset, så jeg var forhindret i at deltage i et møde om sagen.«

»Men min plan er, at jeg allerede mandag skal tale med den afdeling, der refereres til i brevet.«

Nuuradiin S. Hussein tilføjer afslutningsvis, at forvaltningen hyrer et eksternt firma, der skal igangsætte en undersøgelse hurtigst muligt.

Kristoffer Hjort Storm, der tidligere har siddet i beskæftigelsesudvalget i kommunen, siger, at han heller ikke har hørt om sagen før. Derfor er han glad for, at der bliver igangsat en undersøgelse.

»Hvis det viser sig at være rigtigt, så har forvaltningen ikke håndteret det særlig godt. Så det er godt, hvis Nuuradiin kan få rettet op på fortidens syndere.«