Lyt til artiklen

Den kendte tv-præst Flemming Pless bliver nu undersøgt af topadvokater fra Kromann Reumert i en sag om krænkelser af kvinder og embedsmisbrug.

B.T. afslørede i sidste uge, at fem kvinder har klaget til den københavnske biskop over Flemming Pless, som er sognepræst i Christians Kirke i København.

I klagen, som B.T. er i besiddelse af, beskriver kvinderne, hvordan Flemming Pless angiveligt har udnyttet sin position som præst til at komme tæt på kvinder, der har søgt sjælesorg i kirken.

'Som det vil stå klart via konkrete eksempler i dette brev, misbruger præsten sit embede til at forføre kvinder (både kvinder, der søger sjælesorg, og ansatte). Derudover bryder han sin tavshedspligt og opfører sig krænkende,' står der i klagen, som er dateret til 16. marts 2021.

Flemming Pless, sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn.
Flemming Pless, sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

I klagen er der desuden beskrevet flere eksempler, hvor Flemming Pless – ifølge kvinderne – har sat sig på deres skød, lugtet til dem og kysset dem fuldstændig umotiveret.

Flemming Pless er nu tvunget på orlov, mens Kirkeministeriet undersøger, hvad der ere op og ned i sexismeanklagerne.

Ifølge B.T.s oplysninger er det Kromann Reumert, som står for undersøgelsen af Flemming Pless. Et af landets største advokatfirmaer, som også har stået bag sexismeundersøgelsen i Socialdemokratiet.

Og faktisk er Socialdemokratiet også indirekte blandet ind i sagen om sognepræsten.

Interview med den nye overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen
Interview med den nye overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Han er nemlig folkevalgt for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden.

Da kvinderne igennem deres advokat sendte klagen til biskoppen Peter Skov-Jakobsen i marts, sendte de ved samme lejlighed til Socialdemokratiets formand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.

Hun fortæller i dag til B.T i et skriftligt svar:

»Vi vil i den socialdemokratiske gruppe i regionsrådet tage stilling til klagerne over Flemming Pless, når sagen er undersøgt og endeligt afsluttet af Københavns biskop. Før kan vi ikke sige noget om konsekvenserne.«

Flemming Pless, sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn, er under anklage fra fem kvinder, som beskylder ham for at krænke og udnytte dem.
Flemming Pless, sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn, er under anklage fra fem kvinder, som beskylder ham for at krænke og udnytte dem. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Men Sophie Hæstorp Andersen oplyser ved samme lejlighed, at hun selv har undersøgt, om Flemming Pless også har været involveret i krænkelser mod kvinder i Region Hovedstaden.

»I forhold til den anonyme henvendelse, som jeg modtog fra kvinderne i marts, så bad jeg straks vores administration undersøge, om der blandt ansatte, der betjener regionsrådets medlemmer, har været tilfælde af krænkende adfærd. Administrationen har meldt tilbage, at det var der ikke kendskab til.«

Flemming Pless blev søndag genopstillet som kandidat til regionsrådsvalget. Han fik dog kun en 22.-plads ud af 24 opstillede kandidater.

Anklagerne mod Flemming Pless løber helt tilbage til 1997, mens den nyeste sag er fra efteråret 2020.

Kvinderne har ikke lyst til at stå frem, men B.T. har talt med kvindernes advokat, som bekræfter, at sagen nu kører.

»Jeg kan bekræfte, at jeg har bistået en række kvinder i forbindelse med deres indgivelse af en klage over en præst i Københavns Stift. Vi afventer nu Kirkeministeriets stillingtagen i sagen,« siger Rebekka Høj, advokatfuldmægtig hos Koch/Christensen.

Hun kan ikke udtale sig yderligere, mens undersøgelsen pågår.

Ifølge B.T.s oplysninger kan sagen både få et ansættelsesretligt efterspil, men det kan heller ikke udelukkes, at Flemming Pless bliver politianmeldt.