To fremtrædende folketingsmedlemmer var tirsdag aften midtpunkt i en dramatisk tilbageholdelse af en tyv på en restaurant i Nyhavn i København.

Tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) og Liberal Alliances landsformand Leif Mikkelsen var efter en lang aften på Christiansborg gået på en restaurant i en sidegade til Nyhavn, Restaurant Els, for at få en drink.

Pludselig hørte de nogen råbe:

»Stop tyven.«

Lige som de registrerede det, kom en høj mand i 30'erne løbende - og var ved at løbe lige ind i de to politikere, der sad ved et bord udenfor tæt på indgangen. Manden var tæt forfulgt af to af restaurantens medarbejdere.

»Han var nødt til at dreje skarpt, fordi vi sad lige udenfor døren, og så faldt han lige så lang han var. Han havde tømt kasseapperatet. Han havde et ordentligt bundt sedler i hånden,« fortæller Leif Mikkelsen.

»En kok og en tjener kastede sig over ham, og vi hjalp med at holde ham nede, mens nogle andre ringede til politiet. Han kom så hen og sidde på en trappe, men pludselig prøvede han at stikke af. Der fik han givet Carl et spark, og så måtte vi bremse ham igen. Jeg er vant til at jagte kvier ude i min indhegning, så jeg fik ham stoppet,« siger Leif Mikkelsen, der er lidt overrasket over politiets reaktionstid.

»Der gik 35 minutter, før de kom,« konstaterer han.

Til gengæld har han kun ros til overs for personalet.

»Det var en meget kvik kok og tjener, det må jeg sige,« siger han.

Så I foretog en civil anholdelse?

»Det ved jeg ikke. Jeg havde ikke nogen håndjern med.«

Leif Mikkelsen og Carl Holst har fået en takke-mail fra restauranten.

Kunne det ikke være rart med noget, der kunne drikkes?

»Det kan da godt være, vi slipper billigere næste gang vi kommer,« lyder det ydmygt fra Leif Mikkelsen.