Man skal spejde meget langt efter Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, og klimaordfører, Tommy Ahlers, hvis man vil finde dem på Christiansborgs gange i disse dage.
Siden tirsdag har de nemlig ligget hjemme i sygesengen med corona efter en rundtur i Nordjylland mandag 18. maj.
Her var de to Venstre-profiler rundt i hele Nordjylland og besøge en erhvervsforening og en kaffebar i Hjørring, inden de smuttede videre til en pumpefabrik i Nørresundby.
Men der gik flere dage efter hjemkomsten, før de begge fik et positivt svar tilbage på deres coronaprøve. Og derfor ligger de lige nu hjemme i isolation.

Det lille smitteudbrud i Venstre betyder også, at flere ansatte har måttet arbejde hjemme siden starten af ugen.
Tommy Ahlers skriver i en sms til B.T., at han er i bedring:
'Det går bedre nu, men det har lidt været en hård omgang. Jeg tror, jeg er på vej ud af det nu.'
Karsten Laurtizen er til gengæld symptomfri, skriver han til B.T.

'Jeg har fået corona, men har ingen symptomer og arbejder derfor fra isolationen i denne uge. Jeg forventer at være tilbage i fuld vigør i næste uge.'
I starten af november var der et relativt stort smitteudbrud på Christiansborg, hvor otte politikere var ramt på samme tid.
Dengang var det især De Konservative, som var ramt, men også justitsminister Nick Hækkerup var hårdt mærket af covid-19.
Det ramte uheldigvis for Hækkerup sammen med den historiske beslutning om at aflive alle mink. Derfor var ministeren fraværende i de dage, hvor beslutningen blev truffet.


