Statens Serum Instituts måde at gøre coronadødstallene op på kan ikke bruges og er misvisende. Det mener Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør i netop SSI.

»Dødstallet kan reelt ikke bruges til noget på grund af den måde, som tallene gøres op på,« siger han til B.T.

Sagen er at SSI gør dødstallene – som offentliggøres hver dag klokken 14 – op ved hjælp af en særlig algoritme.

Den fungerer sådan, at alle dødsfald tælles med, hvis den døde har haft en påvist infektion med covid-19 indenfor de seneste 30 dage.

Administrerende direktør hos Statens Serum Institut Henrik Ullum
Administrerende direktør hos Statens Serum Institut Henrik Ullum Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Lad os tage et tænkt eksempel. En 30-årig mand fik påvist covid lige efter jul. Han var sløj i nogle timer, men så gik det over. Han er nu fuldstændig rask. Desværre er uheldet ude. Han bliver ramt af en teglsten på vej hjem fra arbejde og omkommer.

Han kunne også have fået et væltende træ ned over sig eller blevet trampet på af en vred elefant. I alle tilfælde, så optræder den nu afdøde mand i statistikken for coronadødsfald.

Det bekræfter SSI overfor B.T., som har spurgt ind til algoritmen.

»Algoritmen tager alle dødsfald med, der har en dødsdata inden for 30 dage efter positiv prøvesvar for første infektion eller reinfektion,« skriver SSI i et skriftligt svar til B.T.

Danskere i kø til kviktest. Det viser sig nu, at de daglige dødstal gøres op på en måde, der vurderes til at være misvisende.
Danskere i kø til kviktest. Det viser sig nu, at de daglige dødstal gøres op på en måde, der vurderes til at være misvisende. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Nils Strandberg forklarer at måden at gøre dødsfaldene op på ikke er anvendelig på grund af omikronvarianten.

»omikron er enormt smitsom og smitter store dele af befolkningen meget hurtigt. Samtidigt er dødeligheden meget lav,« siger han og fortsætter:

»Det betyder, at der statistisk set vil være en del blandt de vældigt mange smittede, som ville dø uanset om der var corona eller ej,« forklarer han.

»Hvis vi nu for at tage et tal siger, at ti procent af landets befolkning bliver smittet på de 30 dage, så er der jo statistisk set nogle af dem der dør i ulykker, andre sygdomme eller alderdom. Det har ikke noget at gøre med, at de tilfældigvis har haft corona,« siger han.

Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige
Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige Foto: Emil Helms
Vis mere

Både Venstre og Nye Borgerlige mener, at regeringen og SSI bør informere befolkningen om, at de daglige dødstal ikke er retvisende for hvor farlig epidemien reelt er, men snarere er betydeligt overdrevne.

»Regeringen og sundhedsmyndighederne har et stort ansvar for at informere befolkningen om de tal,« siger Nye Borgerliges sundhedsordfører, Lars Boje Mathiesen og fortsætter:

»Torsdag viste statistikken, at der var 20 døde med corona. Man kan jo ikke fortænke danskerne i, at blive nervøse, når de læser det. Men tallene er slet ikke retvisende og man planter en irrationel frygt i befolkningen,« siger han.

Han mener, at de misvisende dødstal gør det nemmere for regeringen at opretholde restriktioner over befolkningen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke
Sundhedsminister Magnus Heunicke Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg har set mange mennesker sidde med mundbind på i deres egen bil. Selvfølgelig er corona skyld i dødsfald, men langt de fleste dør af sygdomme, som de alligevel var døde af. Det er vigtigt, at befolkningen ved det,« siger Lars Boje Mathiesen.

Venstre vil have regeringen til at gribe ind overfor SSI.

»Regeringen bør få SSI til at forklare befolkningen, at dødstallet ikke giver mening. Det skaber ubegrundet frygt, når man læser tallene. Det er lidt den samme sang, som vi også har hørt med indlæggelsestallene i den seneste tid,« siger sundhedsordfører Martin Geertsen.

Når dødstallene for covid ikke direkte er hentet i de dødes sygejournaler, så skyldes det især den europæiske persondatalov, forklarer Nils Strandberg Pedersen.

»SSI må ikke bare sidde og bladre i folks personlige oplysninger. Det blokerer loven for. Derfor er de er nødt til at lave algoritmer på en eller anden måde,« siger han.

SSI forklarer selv, at den måde, som de gør tallene op på er kendt fra andre sammenhænge, blandt andet når man skal vurdere dødsfald i forbindelse med en influenzaepidemi.

SSI skriver også, at de netop nu er ved  udarbejde en rapport, som skal vurdere om den nuværende algoritme beskriver dødsfaldene på en retvisende måde.

B.T. har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke om at kommentere på de misvisende dødsfaldsstatistikker, men han er ikke vendt tilbage med en kommentar.

B.T. har desuden spurgt Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff om en kommentar, men han henviser til SSI.