Magnus Heunicke er en mand af principper.

Derfor kunne Folketingets partier ikke blive klogere på, om Magnus Heunicke talte usandt, da han på et pressemøde i marts sagde, at skolelukningerne skete efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen.

Det ville sundhedsministeren »rent principielt« ikke svare på i et samråd fredag.

»Det var regeringen, der først og sidst besluttede at lukke skolerne og daginstitutionerne i foråret. Hvem der anbefalede hvad op til nedlukningen, det er et fortroligt rum, jeg ikke vil gå ind i,« sagde Magnus Heunicke.

Statsminister Mette Frederiksen (S) efter samråd tirsdag den 9. juni 2020. Statsministeren er blevet bedt om at redegøre for grundlaget for regeringens beslutning om at lukke Danmark ned, herunder for, hvilke myndigheder statsministeren konkret henviste til på pressemødet den 11. marts 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) efter samråd tirsdag den 9. juni 2020. Statsministeren er blevet bedt om at redegøre for grundlaget for regeringens beslutning om at lukke Danmark ned, herunder for, hvilke myndigheder statsministeren konkret henviste til på pressemødet den 11. marts 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

På et pressemøde 13. marts – to dage efter corona-nedlukningen – blev Magnus Heunicke spurgt til det videnskabelige belæg for at lukke skoler, børnehaver og vuggestuer.

Til det svarede Heunicke, at regeringen blandt andet fulgte en tæt rådgivning fra Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Men det er bare ikke helt sandt, kunne B.T. afsløre i juli.

»Vedrørende spørgsmål om fuldstændig lukning af vuggestuer, børnehaver, dagtilbud, skoler kan vi ikke ud fra sundhedsfaglige grunde anbefale et sådant tiltag i den nuværende situation,« skrev Brostrøm 11. marts til Magnus Heunickes departementschef, Per Okkels, i en e-mail, som B.T. har fået aktindsigt i.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, da Sundheds- og Ældreministeriet afholder pressemøde om status for udviklingen i antallet af smittede med covid-19 i Danmark og særligt København og Odense, i Eigtveds Pakhus i København mandag den 7. september 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, da Sundheds- og Ældreministeriet afholder pressemøde om status for udviklingen i antallet af smittede med covid-19 i Danmark og særligt København og Odense, i Eigtveds Pakhus i København mandag den 7. september 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Det afgørende spørgsmål er derfor, om Heunicke kendte til den mail fra Brostrøm, eller om hans departementschef aldrig orienterede Heunicke om mailen.

Men det afviste Heunicke gentagne gange at svare på.

»Af rent principielle grunde vil jeg ikke svare på det spørgsmål. Der skal være et fortroligt rum, hvor myndigheder og regeringen ærligt kan diskutere råd og anbefalinger – ikke mindst i en krisesituation. Det rum inkluderer også emails og samtaler internt i ministerium,« sagde han.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, var fortørnet over Heunickes tavshed.

»Hvis ikke vi kan få svar på det her, så er det en stor skandale. Hvis regeringen ikke vil informere Folketinget om et så vigtigt spørgsmål, så er det virkelig problematisk,« lød det fra Peter Skaarup.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup interviewes før Statsminister Mette Frederiksen (S) ankommer til samråd tirsdag den 9. juni 2020. Statsministeren er blevet bedt om at redegøre for grundlaget for regeringens beslutning om at lukke Danmark ned, herunder for, hvilke myndigheder statsministeren konkret henviste til på pressemødet den 11. marts 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis Peter Skaarup interviewes før Statsminister Mette Frederiksen (S) ankommer til samråd tirsdag den 9. juni 2020. Statsministeren er blevet bedt om at redegøre for grundlaget for regeringens beslutning om at lukke Danmark ned, herunder for, hvilke myndigheder statsministeren konkret henviste til på pressemødet den 11. marts 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Det ligger allerede fast, at Brostrøm og Sundhedsstyrelsen var direkte imod skolelukningerne. Men spørgsmål er, om andre myndigheder anbefalede det.

Det ville Heunicke heller ikke svare på.

»Det er igen et fortroligt rum, som jeg ikke kan gå ind i. Regeringen traf beslutningen om skolenedlukningen, og jeg står stadig fast på, at det var det helt rigtige at gøre,« sagde han.

Det fik Nye Borgerliges sundhedsordfører, Lars Boje Mathiesen, til at lange ud efter ministeren:

»Det er utroligt, at ministeren ikke vil informere Folketinget om en helt central rådgivning i regeringens nedlukning af Danmark.«

Mailen fra Brostrøm, hvor han anbefalede ikke at lukke skolerne, kom blot syv timer før, Mette Frederiksen lukkede netop skoler og daginstitutioner ned.

Senere er det kommet frem fra studier i de øvrige nordiske lande, at lukningen af skoler og daginstitutioner ikke har haft nogen positiv indvirkning på coronasmitten. I Danmark har man ikke lavet tilsvarende studier.