Mens Mette Frederiksen den seneste uge har kaldt coronaepidemien 'bekymrende' og varslet nye, mulige restriktioner, slår Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm nu fast, at epidemien er under kontrol.
»Vi har epidemien under kontrol og forventer at have det fremadrettet. Naturligvis med mulige lokale udbrud,« siger Søren Brostrøm i et kortfattet skriftligt svar til B.T.
Den klokkeklare melding fra Brostrøm kommer blot fire dage efter, at Mette Frederiksen advarede danskerne om nye restriktioner, hvis ikke smitten daler igen.
»Det er bekymrende, det gælder både antallet af smittede og antallet af indlagte,« sagde Mette Frederiksen mandag.
»Derfor har vi besluttet en række nye restriktioner, som også kommer til at køre hen over det næste stykke tid. Jeg kan kun opfordre til, at alle følger retningslinjerne,« sagde Mette Frederiksen, som bl.a. pegede på mundbind i supermarkeder som en mulighed.

På et pressemøde tirsdag var sundhedsminister Magnus Heunicke dog 'forsigtig optimist' efter et par dage med faldende smittetal. Men var dog endnu ikke klar til at sige, at smitten var under kontrol.
Hos Venstre har man meget svært ved at få regeringens retorik til at harmonere med Sundhedsstyrelsens melding om en epidemi 'under kontrol'.
»Det ville klæde regeringen at fortælle helt nøgternt, hvor alvorlig situationen er. Hverken mere eller mindre. Danskerne skal kunne stole på, at det er alene er den sundhedsfaglige ekspertise, som bliver kommunikeret, når de tænder for fjernsynet og ser pressemøder,« siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.
»Hvis epidemien er under kontrol, så fortæl det uden omsvøb,« siger han.
Men det handler vel også om at bruge en retorik, så danskerne forstår alvoren og følger restriktionerne?
»Jeg synes, man skal stoppe med at tale til danskerne som små børn. Regeringen må stole på, at voksne mennesker kan administrere at høre sandheden.«

Antallet af smittetilfælde har taget et stort spring de seneste uger og toppede forrige onsdag med 607 smittede på et døgn.
De seneste dage har antallet af nye smittede dog hoppet meget mellem knap 400 smittede i døgnet til op mod 540 smittede.
I ugens løb kørte debatten om regeringens motiver for ikke at fremlægge al dokumentation for de restriktioner, som den har gennemtrumfet med epidemiloven i hånden.
Tirsdag sagde Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav, at en årsag til ikke at lægge dokumentationen frem kan være, at regeringen ikke vil skabe tvivl i befolkningen.
»Der må være en begrundelse for, at man ikke lægger dokumentationen frem. En af dem kan være, at der ikke skal opstå tvivl om regeringens linje i befolkningen, og det er sådan set legitimt. For der skal ikke være tvivl i befolkningen om, at det, regeringen ønsker gennemført, rent faktisk virker,« sagde han til Berlingske.

Men allerede dagen efter var hans partifælle Jeppe Bruus ude og irettesætte den udtalelse.
»Det er forkert at sige, at vi ikke tror, at befolkningen kan håndtere det, og derfor holder vi det igen. Det, mener jeg, er et forkert billede, og derfor er jeg ikke enig i den fremstilling,« sagde han til Politiken.
B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet angående den retorik, som S-regeringen vælger at bruge om den aktuelle coronasituation.


