»Jeg er meget stolt,« sagde Frederiksbergs konservative spidskandidat Simon Aggesen natten til onsdag.

Ordene faldt, da det stod lysende klart, at Aggesen – indhyllet i en større boligskandale – havde smidt 112 års konservativt bystyre ud med badevandet.

I stedet kunne socialdemokraten Michael Vindfeldt lidt over halv seks onsdag morgen fortælle pressen, at han skulle overtage borgmesterposten.  Pressemødet afslørede også, at den radikale Lone Loklindt bliver 1. viceborgmester. En post som angiveligt bliver styrket og mere magtfuld end tidligere.

Men Simon Aggesen var stolt over alle dem, som havde stemt konservativt og måske endda stemt på ham. Og selvom der ikke længe efter midnat nu tegnede sig rødt flertal, fordi Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten havde indtaget 15 af Frederiksbergs 29 byrådspladser, så sagde Aggesen optimistisk:

Michael Vindfeldt, Nyvalgt socialdemokratisk borgmester på Frederiksberg, og Radikales Lone Loklindt, som bliver 1. viceborgmester
Michael Vindfeldt, Nyvalgt socialdemokratisk borgmester på Frederiksberg, og Radikales Lone Loklindt, som bliver 1. viceborgmester Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Døren er åben, min telefon er på høj lydstyrke, og vi står klar til at samarbejde, hvis de ikke kan finde ud af det ovre på den anden side.«

Men det kunne de så godt alligevel. Også selvom Konservative faktisk gik frem med hele 3,3 procentpoint og således endte på 40,4 procent af de samlede stemmer.

Men Enhedslisten gik endnu mere frem med 5,4 procentpoint. Desuden trodsede Socialdemokratiet den generelle nedgang og gik et enkelt procentpoint frem på Frederiksberg. Samlet set var det nok til at indtage den konservative højborg.

Hvis man træder over Frederiksbergs kommunegrænse og ind i det konkrete Danmark, så er de konservative hænder hævet over hovedet. Partiformand Søren Papes medvind i nationalpolitikken er slået igennem i kommunal- og regionsvalget.

Simon Aggesen, nu afgående konservativ borgmester, møder pressen efter nederlaget er en kendsgerning.

Det Konservative Folkeparti er for eksempel blevet det største parti i Region Hovedstaden og Bornholm har nu – ganske overraskende – en konservativ borgmester. Partiet var slet ikke repræsenteret i byrådet før valget.

Simon Aggesens nedtur tegnede sig allerede tirsdag eftermiddag. Danske Spils odds på Aggesen som borgmester gik den gale vej for ham. Og senere på aftenen – inden det endelige resultat lå klar – lød der rygter om røde rævekager.

B.T. erfarede planerne fra kilder tæt på forløbet.

Planen gik på, at hvis det ikke skulle lykkedes at samle et rødt flertal, så ville man i stedet pege på Venstres Jan E. Jørgensen som borgmester. Altså et klart fravalg af Aggesen til fordel for Venstre, som sidder på omkring sølle seks procent af de frederiksbergske stemmer og denne gang landede på 5,9 procent.

Pelle Dragsted stillede på for Enhedslisten som med sin store fremgang var med til at skubbe Konservative af pinden.
Pelle Dragsted stillede på for Enhedslisten som med sin store fremgang var med til at skubbe Konservative af pinden. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

TV2s politiske redaktør Hans Redder sendte også et tweet ud med to små emojis, hvor han taggede Frederiksberg. Den ene emoji var en lille ræv. Den anden et stykke lagkage. For de ikke helt morgenfriske, så vidner det om, at også TV 2 erfarede planer om rævekager på Frederiksberg.

Socialdemokraternes Michael Windfeldt var ganske enigmatisk om planerne først på natten og ville ikke løfte sløret for sin »Plan B«, som han kaldte det. Enhedslistens Pelle Dragsted var mere informativ.

»Det handler om åbenhed oppe i forvaltningen, som måske har lukket sig for meget om sig selv. Her har Jan E. Jørgensen måske lidt mere har stillet sig på de andre partiers side,« sagde Dragsted til B.T.

Flertallet skifter aftenen igennem, men klokken cirka 01 står resultatet dog klart. Al snak om Jan E. Jørgensen som borgmester forstummer. De sidste valgresultater lander og der er rødt flertal.

Jan E Jørgensen fra Venstre var en overgang på tale som et muligt borgmesteremne. Men det røde flertal holdt.
Jan E Jørgensen fra Venstre var en overgang på tale som et muligt borgmesteremne. Men det røde flertal holdt. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Klokken 02.20 kommer Simon Aggesen ud fra sit kontor og forklarer, at han er stolt over at Konservative er gået frem og at hans dør i øvrigt står åben for alle, der har lyst til at forhandle.

Men Aggesen venter forgæves. Lidt over halv seks præsenterer Michael Vindfeldt konstitueringen mellem R, S, SF og Ø.

»Frederiksberg er for dejlig til blokpolitik,« siger Vindfeldt og lover et bredt samarbejde med alle partierne.

Simon Aggesen har erkendt nederlaget.

»Vi har måske lige tabt en halvleg – den er 112 år lang. Til gengæld er der ikke lang tid til den næste halvleg begynder. Det er om fire år,« sagde han natten til onsdag.

Nu skal Det Konservative Folkeparti så arbejde på at genvinde magten om fire år og sikre at den nationale fremgang også giver resultater på Frederiksberg. De planer har vi til gode at se.

Spørgsmålet er også, om Simon Aggesen kan lægge afstand til sin boligsag, hvor Ekstra Bladet afslørede, at han tjente 11 millioner kroner på boligmarkedet på fire år. Det skete da han købte en større lejlighed på Frederiksberg og delte den op efter forskrifter, som han selv havde været med til at godkende i byrådet.

Herefter solgte han således to lejligheder og sikrede en skattefri gevinst på cirka 11 millioner kroner.