Afklapsninger, kupforsøg og store sejre.

Valgnatten bød på det hele. Og selvom slagsmålet om borgmesterposterne stadig er i gang i flere kommuner, står det allerede klart, hvilke partiledere der kan sove med et smil på læben, og hvem der vågner op til politiske tømmermænd.

Her er dommen over taberne og vinderne til kommunal- og regionsrådsvalget:

Mette Frederiksen

Statsministeren fik en omgang afklapsninger, som hun næppe havde set komme.

En ting er, at Socialdemokratiet er gået fire procent tilbage på landsplan. Men værre er, at partiet fik gedigne tæsk i en række S-højborge: I København, Aarhus, Odense og Aalborg gik S cirka 10 procent tilbage. Og så må man ikke glemme store afklapsninger til regionsrådsvalget.

Mette Frederiksen kan ikke forklare tilbagegangen uden at nævne sin egen minksag og slettede sms'er.

Jakob Ellemann-Jensen

Venstres formand har ikke fået noget kanonvalg. Omvendt er det heller ikke en katastrofe – slet ikke når man kigger på de elendige meningsmålinger til Venstre.

Selvom Venstre går 1,9 procentpoint tilbage, har Ellemanns tropper formået at stå godt i konstitueringerne. Derfor er det ikke urealistisk, at Venstre kan komme tæt på de 37 borgmesterposter, som partiet skrabede sammen i 2017.

Som et plus i hatten har Venstre scoret Region Nordjylland fra Socialdemokratiet.

Venstre formand Jakob Ellemann-Jensen til debatarrangement med eleverne på Greve Gymnasium.
Venstre formand Jakob Ellemann-Jensen til debatarrangement med eleverne på Greve Gymnasium. Foto: Mathias Eis
Vis mere

Kristian Thulesen Dahl

En katastrofe. Så kort kan det siges.

Kristian Thulesen Dahl vidste godt, at valget blev en sejtrækker for DF. Men at ryge ud i noget nær hver tredje byråd – herunder København og Odense – det var alligevel for meget for Thulesen Dahl.

Derfor gik han tidligt ud og erklærede, at hans formandspost nu er til diskussion i DF. En opsigtsvækkende udmelding, som åbner for ugevis af slagsmål og drama i det kriseramte parti.

Søren Pape Poulsen

Tabet af Frederiksberg gør ondt helt ind i knoglerne på Søren Pape Poulsen.

Men tabet af kronjuvelen kan ikke tage alt brodden af det kanonvalg, som Konservative har fået. 15,2 procent af stemmerne og 12 borgmesterposter – indtil videre. Det er svært at være utilfreds med for Pape.

Når man dertil lægger, at Konservative har overhalet Venstre i både København, Odense og Aarhus – så er der ingen tvivl om, at Søren Pape er valgets helt store vinder.

KV21 Kommunalvalg 2021 Søren Pape Poulsen - Det Konservative Folkeparti. Valget er overstået og Søren Pape møder pressen.
KV21 Kommunalvalg 2021 Søren Pape Poulsen - Det Konservative Folkeparti. Valget er overstået og Søren Pape møder pressen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Sofie Carsten Nielsen

Den Radikale leder kan ånde lettet op.

Med blødende målinger og et parti i identitetskrise lå det ikke i kortene, at Radikale Venstre kunne gå frem ved kommunalvalget. Men relativt overraskende gik Sofie Carsten Nielsens tropper frem med 1 procent.

En rigtig pæn fremgang i de fire største byer og en borgmesterpost på Fanø er en stor fejr i natten til Sofie Carsten Nielsen.

Pia Olsen Dyhr

To borgmesterposter og en fremgang på to procent på landsplan. Den havde Pia Olsen Dyhr købt på forhånd.

Men nederlaget til Villy Søvndal i Kolding er en alvorlig ridse i et ellers godt kommunalvalg for SF. Kolding kunne have været den store fejr i hatten. I stedet kuppede Konservative Kolding, og Villy Søvndal måtte bortforklare nederlaget med et par udvalgsposter.

Mai Villadsen

Enhedslisten er det nu det klart største parti i København. En historisk bedrift.

Alligevel har venstrefløjspartiet ikke fået overborgmesterposten, hvilket heller ikke så realistisk ud på forhånd.

En misset borgmesterpost på Bornholm trækker ned, men et supervalg i både København og på Frederiksberg giver Mai Villadsen et valg, som kun kan udlægges som en kæmpe sejr til Enhedslisten.

Pernille Vermund

På forhånd havde hun sat et mål om 10 byrådsmedlemmer i hele landet. En vagt mål, som hun var sikker på at nå.

Resultatet blev 64 mandater på danmarkskortet, og Vermund kan ikke være utilfreds med valgresultatet. Især ikke når kandidatlisten har været spritny og fyldt med kandidater, som ikke just har været lette at håndtere.

Alex Vanopslagh

LA-lederen vidste godt, at det ville blive svært at komme ind i ret mange byråd. Og det viste sig også som et halvdårligt valg for Liberal Alliance.

En halvering på landsplan til 1,4 procent og ni mandater. Ikke just prangende. Men forventninger var heller ikke til meget mere.