I en lidt utraditionel campinghabit bestående af en rosa silkebluse og en blazer af samme farve står Mette Frederiksen foran et lille, sort kolonihavehus med dannebrog vajende i baggrunden.
Klokken 09.40 holdt statsministeren nemlig sin 1. maj-tale i anledningen af Arbejdernes Internationale Kampdag. Men noget var markant anderledes end normalt.
Talen var nemlig optaget nogle dage i forvejen. Hvilket ifølge B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, er meget utraditionelt.
»Hvad er det for noget mærkeligt noget? Hun er som sunket i jorden, det er meget mystisk. Hvad blev der af de røde faner og socialdemokratiet?« siger Henrik Qvortrup.
Hvorfor talen var båndet på forhånd, ved vi ikke, men spørger du Henrik Qvortrup skal der være en meget god grund til det, hvis det skal give mening.
»Der skal være en meget god grund til, at hun er forhindret, for vi snakker altså 1. maj. Jeg er med på, hun ikke kan stå i Fælledparken, men jeg minder lige om, at 1. maj er for Socialdemokratiet, som juleaften er for små børn.«
Derudover mener Henrik Qvortrup heller ikke, at talen overhovedet bar præg af en klassisk 1. maj-tale.
»Der var ikke antydningen af et rødt flag. Det virker mere som en tale fra en landsmoder en fra en socialdemokratisk formand. Og det er måske meget karakteristisk for den rolle, som Mette Frederiksen gerne vil tage.«
Det kan umuligt falde i god jord i baglandet, mener Henrik Qvortrup.
»Der må sidde et par socialdemokrater derinde og undre sig over, hvad der lige blev af den internationale kampdag,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:
»Vi manglede hendes tilstedeværelse. Er det kontrolfreaken, der slår til igen? Jeg ved det ikke, jeg konstaterer bare, at der ser mystisk ud.«
B.T. har spurgt Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen er i dag, og hvorfor hun ikke holdt sin tale live fra Slangerup, hvor andre socialdemokrater holdt taler og sendte live fra.
De vendte aldrig tilbage, selvom det ellers var beskeden B.T. fik.