En 47-årig mand fra Nordjylland er blevet sigtet for telefonisk at have truet statsminister Mette Frederiksen (S).

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

'Nordjyllands Politi har efter en kort efterforskning anholdt en 47-årig mand, som sigtes for telefonisk at have fremsat trusler med statsministeren. Den 47-årige fremstilles lørdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg,' skriver de.

Anklager Søren Riis Andersen fortæller til Ritzau, at manden tirsdag ringede ind til partiets partikontor, og fredag morgen 09.40 fik politiet anholdt manden. Ved grundlovsforhøret lørdag nægtede manden at have fremsat trusler.

»Han fortalte, at det er rigtigt nok, at han har talt med nogle mennesker fra Socialdemokratiet, men at han ikke har truet hverken Mette Frederiksen eller andre,« siger anklageren.

B.T. har været i kontakt med Nordjyllands Politi, men meldingen er, at man ikke kan sige yderligere.

Den 47-årig blev varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling til den 11. maj.

Varetægtsfængslingen er ikke kæret.