»Har københavnerne tabt sutten?« »Det svarer til at spise æbleskiver, hvis lægen siger, du skal spise æbler.«

Mange læsere undrer sig over billederne fra Fælledparken i København lørdag aften og nat. De reagerer på de scener, der udspillede sig på det store grønne område i hovedstaden.

For nogle lignede det nemlig mere en dansefest end en demonstration, da de mange mennesker lørdag aften samledes i parken i forbindelse med 1. maj.

Der var dog tale om et helt lovligt og planlagt arrangement, understreger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Lars Ole Karlsen til B.T.

Han forklarer, at der på forhånd var anmeldt flere demonstrationer i anledning af arbejdernes internationale kampdag, som endte i Fælledparken, og at det forløb, som politiet havde forventet.

»Vi vurderer, om der er tale om en meningsbefordrende begivenhed, og det var der i går,« siger han.

Han vil ikke sætte et præcist antal på, hvor mange der deltog i begivenheden i Fælledparken, men ifølge TV 2 var der formentlig tale om flere hundrede.

Demonstrationen var på forhånd varslet til at vare til klokken tre natten til søndag, og derefter gik folk hjem i god ro og orden, fortæller vicepolitiinspektøren.

Inden da modtog politiet flere klager fra folk, som var utilfredse med, at deres nattesøvn blev forstyrret.

»Der har været en del klager over musik til ulempe, og det har været mere end normalt på en lørdag aften,« siger Lars Ole Karlsen.

tip os
Var du til stede i Fælledparken? Ved du noget om demonstrationen? Så skriv til os på B.T.