Et aftalebrud er grunden til, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ikke blev overborgmester i København ved kommunalvalget i sidste uge.

Ifølge hende var der nemlig et flertal uden om SF, Enhedslisten og Alternativet, der ville have hende som overborgmester – og de havde tilmed indgået en aftale om det.

Det fortæller hun i podcasten 'Spotlight' på Podimo. 

Den skriftlige aftale blev indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale og de borgerlige partier i Københavns Kommune og var underskrevet af de 'blå partier', lyder det i podcasten.

I aftalen stod der, at Pernille Rosenkrantz-Theil ville blive overborgmester, hvis de førnævnte røde partier ikke havde et flertal, siger hun. 

»Det var det, der var aftalen,« svarer hun, da podcastens vært, Abdel Aziz Mahmoud, opridser det ovenstående handlingsforløb. 

Hun fortæller med andre ord, at hun ville have været ny overborgmester i København nu, hvis altså aftalen var blevet overholdt. Men sådan gik det som bekendt ikke.

Derfor var hun også ved godt mod på valgaftenen, fortæller hun.

»De (Enhedslisten, SF, og Alternativet, red.) fik ikke det flertal til venstre for os (Socialdemokratiet, red.), og derfor er jeg jo relativt optimistisk,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:

»Hvis de aftaler, der var blevet indgået, var blevet overholdt, var det i det scenarie, at jeg var blevet overborgmester,« forklarer hun om sin optimisme.

Spørgsmålet om, hvem aftalen konkret var indgået med, vil Pernille Rosenkrantz-Theil ikke præcisere. 

Hun vil dog gerne medgive, at nogen er løbet fra aftalen, 'sagt fuldstændigt uden bitterhed', understreger hun. 

Selvom Pernille Rosenkrantz-Theil og Socialdemokratiet tabte overborgmesterposten i København, gik hun ikke helt tomhændet fra forhandlingerne.

Hun blev nemlig tilbudt posten som beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester. 

Det er en post, hun ikke kommer til at bestride. Lørdag meldte hun nemlig ud, at hun trækker sig fra politik

B.T. arbejder på en kommentar fra Radikale og 'de blå partier' i Københavns Borgerrepræsentation. 

Liberal Alliances spidskandidat i Københavns Kommune, Alexander Ryle, nægter at have indgået en aftale, som skulle gøre Rosenkrantz-Theil til overborgmester. 

»Hun kan ikke fremvise en aftale, som jeg har skrevet under på. Jeg har været ærlig overfor hende fra starten af til de mange møder, vi har holdt i løbet af valgkampen. Og jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke har kunnet love, at jeg peger på hende,« siger Alexander Ryle og fortsætter:

»Jeg har endda sagt, at det var mere sandsynligt, at jeg ville pege på SF, så det har hun vist hele vejen igennem.«

Hvorfor tror du, at Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at der har været en aftale, hvis det ikke har været tilfældet?

»Det virker, som om hun skyder skylden på alle andre, nu når det ikke gik, som hun havde håbet. Men det virker, som om hun ikke har gjort sit forarbejde godt nok,« siger Alexander Ryle.

Konservatives spidskandidat Jakob Næsager kender heller ikke til nogen aftale.

»Vi har ikke indgået nogen skriftlig aftale, men vi vil gerne se den. Jeg har heller ikke hørt om nogle andre i det blå valgforbund, der har indgået en skriftlig aftale,« siger han til B.T.. 

Du siger, der ikke har været nogen skriftlig aftale. Har der været en mundtlig aftale?

»Der har heller ikke været nogen mundtlig aftale mig bekendt,« siger Jakob Næsager.