Mette Frederiksen er sprunget ud som den helt store udlændingestrammer.

Men i det socialdemokratiske bagland følger alle ikke formanden i takt.

For når det kommer til kønsopdelt svømning, tvangsaktivering af indvandrere og håndtryksceremonier – ja, så er flere socialdemokratiske byrødder helt uenige med Mette Frederiksen.

Eksempelvis i Randers, hvor lokale S-politikere har kaldt det 'forskelsbehandling af brune og hvide mennesker', når man specifikt vil tvinge arbejdsløse indvandrere i nyttejob – præcis, som Mette Frederiksen vil.

Det skete, da Dansk Folkeparti foreslog det samme i Randers Kommune.

»Ja, det er da nok rigtigt nok, at jeg har sagt, at det var forskelsbehandling mellem brune og hvide. For det synes jeg, Dansk Folkepartis forslag er,« siger byrådsmedlemmet Henrik Leth (S).

Men senest er det jo præcis det samme forslag, som dit parti selv har præsenteret?

»Hvis jeg skal være med til at udmønte det her, så vil jeg da håbe, at det skal være gældende for alle uanset hudfarve. Ikke kun brune, der ikke er i arbejde,« siger han.

Statsminister Mette Frederiksen under pressemøde, hvor der besvares spørgsmål rejst i relation til sms'er i minksagen, Spejlsalen i Statsministeriet i København, onsdag den 3. november 2021
Statsminister Mette Frederiksen under pressemøde, hvor der besvares spørgsmål rejst i relation til sms'er i minksagen, Spejlsalen i Statsministeriet i København, onsdag den 3. november 2021 Mads Claus Rasmussen

Heller ikke i Odense og Aarhus har de lokale socialdemokrater været helt på bølgelængde med regeringens forslag om nyttejob til indvandrere.

Kort før Mette Frederiksen præsenterede sit forslag, stemte et rødt byrådsflertal imod at oprette flere nyttejob. I Aarhus har S-borgmester Jacob Bundsgaard også været skeptisk over for partitoppens forslag.

B.T. har fundet flere beslutninger, hvor lokale socialdemokrater har været helt ude af takt med udmeldinger fra Christiansborg.

Det gælder blandt andet kønsopdelt svømning, hvor S-politikere i både København og Hvidovre ikke har villet støtte et forbud.

»Det her giver pigerne en hjælpende hånd ind i fællesskabet, og vi kan se, at pigerne bliver en del af fællesskabet på lige fod med de andre,« sagde Jonas Bjørn Jensen, politisk ordfører for socialdemokraterne i København til B.T i oktober, da partiet stemte imod at forbyde kønsopdeling i Hovedstadens Svømmeklub.

I den socialdemokratiske Hvidovre Kommune har man i den seneste valgperiode oprettet et svømmehold kun for kvinder og piger. Noget, som de lokale S-politikere bestemt ikke modsatte sig.

Mette Frederiksen har ellers flere gange udtalt sig stærkt kritisk om netop kønsopdelte svømmehold:

'Som mor og politiker – men mest som kvinde – er jeg så meget imod kønsopdelt svømning og tonede ruder i svømmehallen,' skrev hun på Facebook allerede tilbage i 2016.

Statsminister Mette Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til pressemøde i Statsministeriet, torsdag den 16. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til pressemøde i Statsministeriet, torsdag den 16. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Niels Christian Vilmann

Ifølge professor i statskundskab Rune Stubager er det ofte sådan, at udlændingepolitikken fra Christiansborg ender med at blive til en mere pragmatisk linje ude i den kommunale hverdag.

»Vi hører måske ikke så meget til det, men ude i kommunerne er der af og til medlemmer i Socialdemokratiet, der støtter en noget blødere linje end den, der bliver lagt fra Christiansborg,« siger Rune Stubager.

Han forklarer, at mange socialdemokratiske kommunalpolitikere har været med i mange år. De har i sin tid meldt sig ind i partiet, da det havde en væsentlig blødere udlændingepolitik.

»Men socialdemokraterne ude i kommunerne har accepteret analysen fra ledelsen om, at hvis man skal vinde magten nationalt, så er man nødt til at melde en strammere linje ud,« siger Stubager.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, genkender ikke helt billedet af en flok bløde socialdemokrater i byrådene.

»Jeg har været rundt og tale med baglandet i august og september, og jeg fornemmer ikke, at det er ude af trit med os på Christiansborg på udlændingepolitikken,« siger han.

»Men vi har kommunalt selvstyre, og jeg skal ikke sidde og give karakterer for enkeltsager i kommunerne. Der kan være specifikke forhold i forslagene, som gør, at lokale socialdemokrater for eksempel har stemt mod bestemte nyttejob til indvandrere,« siger Stoklund.

Men når en S-lokalpolitiker siger, at 37 timers arbejdspligt specifikt målrettet indvandrere er ‘forskelsbehandling mellem hvide og brune mennesker’, så er det vel en grundlæggende uenighed med Socialdemokratiets udlændingelinje?

»Jeg vil ikke dømme en lokalsag fra Randers. Jeg kan bare sige, at vi arbejder hårdt på, at den her arbejdspligt bliver til virkelighed, så vi stiller klare krav til udlændinge, som kommer til Danmark, og de ikke slår rod i kontanthjælpssystemet.«