Regeringens støtteparti Radikale Venstre og oppositionspartier kræver nu tydelige svar fra Mette Frederiksen.

Hvem henviste hun til, da hun sagde, at nedlukningen af Danmark skete på 'myndighedernes anbefaling'? Har hun selv fundet på det, spørger De Radikale.

»Det er helt afgørende, at vi som støtteparti, som har bakket op og står på mål for beslutningerne, kender grundlaget for beslutningen. Hvem har anbefalet det? Er det bare noget, Mette har fundet på? Er det noget, Martin Rossen (Frederiksens stabschef, red.) har fundet på?« spørger sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R).

Som B.T. fredag kan afsløre, frarådede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, blot syv timer før pressemødet 11. marts en nedlukning.

Stinus Lindgreen kritiserer ikke den politiske beslutning at lukke samfundet. Men ministre må ikke pakke politiske beslutninger ind i faglige begrundelser, hvis det ikke passer.

I dagene efter pressemødet fik Mette Frederiksen opbakning til at gennemføre hastelovgivning, der gjorde hendes beslutning om nedlukning mulig.

»Jeg har fået Radikale Venstre til at stemme for noget. Så det er fuldstændig rimeligt at sige, at vi vil kende grundlaget for de beslutninger, der er truffet,« siger Lindgreen.

Venstre kræver en skriftlig redegørelse fra statsministeren via Udvalget for Forretningsordenen og truer med at kalde Mette Frederiksen i samråd.

Venstres Martin Geertsen kræver en skriftlig redegørelse fra Magnus Heunicke.
Venstres Martin Geertsen kræver en skriftlig redegørelse fra Magnus Heunicke. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Mette Frederiksen skylder offentligheden et klart svar,« siger sundhedsordfører Martin Geertsen og slår fast:

»Hvis Mette Frederiksen fortsat ikke har tænkt sig at uddybe, hvad det er for nogle myndigheder, der er tale om, må vi kalde hende i samråd igen.«

Dansk Folkeparti bakker op om Venstres krav om en redegørelse.

»Den her mail viser, at Mette Frederiksens begrundelse ikke var korrekt. Det er direkte usandt,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt.

Mette Frederiksen talte usandt, siger Liselott Blixt (DF).
Mette Frederiksen talte usandt, siger Liselott Blixt (DF). Foto: Mathias Bojesen
Vis mere

»Specielt som statsminister skal man tale sandt. Når man siger, at myndighederne har anbefalet det, og det viser sig at være modsat, er det et stort problem.«

De Konservative kaldte i juni sammen med andre borgerlige partier Mette Frederiksen i samråd for at få svar.

»Det her bidrager yderligere til det enormt store mysterium: Hvem er det, Mette Frederiksen henviser til? Hun var på ingen måde villig til at give et svar på det samråd,« siger politisk ordfører Mette Abildgaard og tilføjer:

»Hun forventede af os, at vi stod sammen i en svær krisetid. Vi må så også forvente af hende, at der er grundlag for de beslutninger, det hvilede på. Så det her er meget mystisk.«

Mette Abildgaard (K) kræver svar.
Mette Abildgaard (K) kræver svar. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

Mette Frederiksen har fortsat ingen kommentarer. Hun henviser - igen - til sine udtalelser på samrådet 9. juni.

Her undlod hun at svare direkte på, hvem der havde anbefalet en nedlukning.