Som en forsinket julegave leverede de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, intet mindre end en politisk bombe lørdag aften.

Den var pakket forsvarligt ind, men efterlader alligevel ingen tvivl om indholdet.

»Selvom han ikke siger ordene direkte, så melder han sig som statsministerkandidat,« siger Anders Leonhard, der er politisk redaktør på B.T.

Søren Pape Poulsen har ikke officielt meldt sig som kandidat til posten som statsminister, men han kommer så tæt på, som det er muligt, i et interview med Politiken, mener Anders Leonhard.

Papes udmelding er dermed ikke kun 'sprængfarlig', den er også en handske i hovedet på Venstres Jakob Ellemann-Jensen.

»Søren Pape Poulsen blæser til direkte duel med Venstre og Ellemann,« siger Anders Leonhard.

Siden slutningen af 90erne har det været Venstre, der ved samtlige seks folketingsvalg har stillet med statsministerkandidaten for blå blok. Den husorden er nu udfordret.

I interviewet med Politiken afviser De Konservatives populære formand ikke kun at lave en forhåndsaftale om statsministerkandidaturet før valget. Han gør det samtidig klart, at forhandlingslederen for blå blok, og dermed statsministerkandidaten, ikke skal afgøres af antallet af stemmer, men derimod af antallet af mandater, som vedkommende har bag sig.

»Det må give sig selv, at hvis jeg skulle vælge at melde mig som kandidat, så er det naturligt, at det er den kandidat, der har flest mandater bag sig, der selvfølgelig bliver forhandlingsleder«, siger Pape i interviewet og fortsætter:

»Jeg kan ikke sige til Liberal Alliance, Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti, at 'nu skal I høre, Jakob og jeg har lige aftalt følgende.' Sådan spiller klaveret ikke«.

Den udmelding åbner for en kamp om støttepartiernes gunst og mandater, forklarer Anders Leonhard, som forudser, at det vil ændre dynamikken frem mod valget.

»Nu bliver det en kamp mellem De Konservative og Venstre om at få de andre bag sig.«

B.T. s politiske redaktør er heller ikke i tvivl om, at man hos Venstre har fået risalamanden galt i halsen ved Papes udfordring.

»I Venstre ser man det her som et angreb fra De Konservative,« siger han.

Jakob Ellemann-Jensen kan med god grund være nervøs for den duel. De Konservatives andel af stemmerne vokser og vokser i flere nye målinger, hvor de ligger tæt på Venstre eller sågar overhaler partiet. Ifølge Anders Leonhard spiller andre parametre også ind.

»De Konservative står bedst, fordi de også har et større værdifællesskab med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. I målingerne har Pape også troværdigheden med sig blandt vælgerne.«

Det betyder dog ikke, at Søren Pape Poulsens vej til Statsministeriet vil være uden bump.

Det handler først og fremmest om valgresultatet, men også om, at valget af den nye formand i Dansk Folkeparti kan spille en rolle i magtkampen. Og så kommer Pape på prøve, når han skal give politiske svar.

»Pape skal vise sig som mere end en jovial partileder. Melder han sig som kandidat, bliver han også afkrævet svar på svære politiske spørgsmål. Kan han ikke levere dem, kan det skade ham,« siger Anders Leonhard.

Både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige anerkender Papes præmis omkring valg af statsministerkandidaten. Kristian Thulesen Dahl kalder det en 'gamechanger', og det er B.T.s politiske redaktør helt enig i.

»Nu betyder det, at statsministerkandidaten skal tilbyde noget til de andre partier, som kan gå til forhandling og spille Venstre og De Konservative ud mod hinanden for at få den bedste aftale,« siger han.

Og her kan også Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, vise sig at få en rolle, hvis de bliver valgt ind i Folketinget.

»Løkkes parti er joker. Han kan godt blive tungen på vægtskålen,« siger Anders Leonhard.

Uanset hvem der bliver blå bloks statsministerkandidat, står vedkommende over for en besværlig opgave, når de borgerlige skal forsøge at samle sig om et fælles projekt, som et flertal bakker op om. Det er en stor opgave at få enderne til at mødes, vurderer Anders Leonhard.