Et forslag om indførelse af økonomiske sanktioner mod Israel, sendte tirsdag Enhedslistens Trine Pertou Mach ud i et regulært stormvejr.

Da udenrigsordføreren skulle forsvare forslaget, blev hun pludselig mødt af en regulær mur af modstand fra sine kollegaer i Folketinget.

Flere folketingsmedlemmer mente nemlig, at hun skulle svare for, hvordan forslaget om sanktioner mod Israel hang sammen med, at flere medlemmer af Enhedslisten har foreslået at genoptage støtten til den palæstinensiske gruppe DFLP. 

En gruppe, som B.T. har afsløret stod bag drabet på en civil mand under terrorangrebet 7. oktober.

Allerede da Enhedslisten indledte samarbejdet, kunne man med simpel research læse sig frem til, at gruppen stod bag en række væbnede angreb

Noget Enhedslisten har afvist at have kendt til.

Under Enhedslistens årsmøde 4. maj stillede en del af partiets hovedbestyrelse forslag om at genoptage støtten til gruppen. Allerede på det tidspunkt var det kommet frem, at DFLP havde deltaget i angrebet 7. oktober.

Derfor krævede flere ordførere svar på, hvad Trine Pertou Mach synes om, at have de medlemmer siddende i partiets hovedbestyrelse – og i partiet generelt.

»Jeg synes, det er hyklerisk, hvordan man kan snakke om at stå vagt ved folkeretten, når Enhedslisten selv har været med til at sende penge i hænderne på terrorister,« lød det først fra Mikkel Bjørn, der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

Til det svarede Trine Pertou Mach, at hun fandt DFLP's handlinger 'rædselsfulde'.

»Jeg vil gerne gøre det fuldstændig klart, at vi i Enhedslisten fordømmer alles krigsforbrydelser og alles terror til enhver tid. Det, der er kommet frem om DFLP som ordføreren henviser til, er fuldstændig rædselsfuldt,« lød det i svaret, hvor hun også påpegede, at partiets hovedbestyrelse med stort flertal stemte 'nej' til forslaget om at genoptage samarbejdet med DFLP.

Til det spurgte Mikkel Bjørn, om man agter at smide de medlemmer af partiet ud, der til Enhedslistens landsmøde foreslog at genoptage støtten til gruppen.

Noget, Trine Pertou Mach dog ikke gav et klart svar på.

»Vores politik er klokkeklar. Vi støtter ikke terror. Vi fordømmer det på det skarpeste. Og vi har ikke nogen relation med den organisation længere, fordi den meldte, at den havde været aktiv 7. Oktober,« lød det i salen. 

Det var dog langt fra alle tilstedeværende i Folketingssalen, der fandt sig tilfredse med det svar.

Blandt andre Liberal Alliances Solbjørg Jakobsen og Konservatives Rasmus Jarlov forsøgte herefter at få svar på, om Enhedslisten kan acceptere, at man har medlemmer der støtter DFLP.

»Efter der er kommet de her helt, helt forfærdelige videoer ud, som B.T. har kunnet vise, af det angreb, Mikkel Bjørn refererer til – det er fuldstændig aldeles rædselsfuldt. Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at vi har samarbejdet med en organisation, der har valgt at gå den vej. Det er stadigvæk min overbevisning, at man skal kigge sig om efter et andet parti, hvis man har de her holdninger,« lød svaret til sidst på rækken af kritiske spørgsmål.

Samarbejdet med DFLP blev i en årrække støttet med danske skattekroner, igennem institutet Dansk Institut for Partier og Demokrati. Også her har man afvist, at man kendte til DFLPs væbnede afdeling.