Ny politisk stjerne angriber DF-ledelsen


Politisk topstyring plejer at være alfa og omega i Dansk Folkeparti, og de er ovenikøbet stolte af det.
Men noget er gået galt i sommervarmen.
Torsdag angreb den politiske komet, den 28-årige retsordfører Peter Kofoed Poulsen, direkte DF-ledelsen. Og han er ikke hvem som helst. Han kaldes 'Mini-Tulle', og mange mener, at han har potentiale til en dag at afløse Kristian Thulesen Dahl som formand for Dansk Folkeparti.
Det skete som et forsvar for en anden ung partifælle, det 30-årige medlem af Europa-Parlamentet, Anders Primdahl Vistisen, der selv have angrebet ledelsen dagen før.
»Anders Vistisen skal ikke straffes. Han skal belønnes,« siger Peter Kofoed Poulsen til Avisen Danmark og fortsætter:
»Anders Vistisen er en oplagt spidskandidat. Han er superdygtig og kompetent. Det så vi, da vi andre sad ovre på Christiansborg og ikke anede vores levende råd, den dag sagen om Meld og Feld raslede ned om hovederne på os. Det var partikrise med orkanstyrke, men Anders Vistisen tog opgaven på sig og kom partiet til undsætning.«
Udtalelsen om, at der var 'partikrise', og at ledelsen 'ikke anede sine levende råd', er en hård kritik af DF-formand Kristian Thulesen Dahl og den øvrige ledelse: Søren Espersen, Peter Skaarup og pressechef Søren Søndergaard.
Et par dage tidligere klagede Anders Vistisen i samme medie over, at han endnu ikke ved, om han skal udpeges til spidskandidat ved næste valg til Europa-Parlamentet i maj næste år. Det har tidligere været normalt, at spidskandidaten blev udpeget i juni eller september, men nu lægger næstformand Søren Espersen op til, at det først skal ske omkring nytår.
Anders Vistisen har takket nej til flere tilbud om at blive opstillet til Folketinget, fordi han helst vil kæmpe for DF-politik i Europa-Parlamentet. Men nu ved han ikke, om han overhovedet kan fortsætte der. Han understreger også, at han var nødt til at rydde op efter Meld og Feld-skandalen, mens den tidligere formand for DF-gruppen Morten Messerschmidt 'havde blackout'.
»Når først man har spillet i superligaen, er det bare ikke særligt interessant at komme ned i 1. division igen. Så er det måske bedre at finde sig noget andet. Jeg er partimand og holdspiller, så jeg kommer ikke til at smække med døren og melde mig ud i vrede, men jeg kommer til at konkludere stille og roligt, at jeg skal bruge min hverdag på noget andet end politik,« sagde Anders Vistisen til Avisen Danmark.
Peter Kofoed Poulsen har været næstformand i Dansk Folkepartis Ungdom i tre år, mens Anders Vistisen var formand. Og Peter Kofoed Poulsen siger til B.T., at det handler om, at de to har et stærkt privat venskab:
»Han er en god ven, og jeg syntes, jeg måtte komme ham til undsætning,« siger Peter Kofoed.
Anders Vistisen siger til B.T., at han fortryder interviewet:
»Jeg skulle nok have gjort det, alle politikere gør - have givet et politikersvar. Men jeg begik den fejl at svare ærligt, og det skulle jeg nok ikke have gjort.«
Du har fortrudt interviewet?
»Jeg fortryder den måde, det bliver læst på. Men det er bare et helt ærligt svar. De fleste ville have snakket udenom, men det synes jeg ikke var muligt længere. Det er over et år siden, jeg har sagt internt, at det her var min interesse.«
Er du glad for støtten fra Peter Kofoed Poulsen?
»Ja, han har en stor fremtid i dansk politik, og jeg sætter pris på hans støtte. Han har ikke vendt det med mig før, han gik ud med den melding. Jeg har været i kontakt med ham og takket ham efterfølgende, men han har ikke gjort på min foranledning.«
Det virker, som om den yngre generation skubber til den ældre?
»Jeg tror ikke, man skal lægge så meget i, at vi er yngre. Jeg opfatter ikke det, vi har gjort, som illoyalt over for partiledelsen,« siger Anders Vistisen.
Den politiske redaktør på Avisen Danmark, Thomas Funding Therkildsen, mener dog, at der er tale om et spirende ungdomsoprør i et parti, der er blevet voksent:
'Dette spirende oprør mod topstyringen i Dansk Folkeparti er meget naturligt. Partiet kan snart fejre 25-års fødselsdag, og med årene har partiet udviklet sig. Man har fået en velfungerende ungdomsorganisation, der føder nye generationer ind i partiet. De er talentfulde, ambitiøse og utålmodige. De er ikke klar til at vente på, at 'den gamle generation går på pension'. Underordnet hvordan det ender for Anders Vistisen, er de sidste dages begivenheder et forvarsel. Et forvarsel om, at Dansk Folkepartis meget topstyrerede struktur har en udløbsdato,' skriver han.
Det er ikke sket før, at seriøse og respekterede partimedlemmer på den måde er gået i krig med ledelsen. Hvis der har været angreb på ledelsen, er det som regel kommet fra medlemmer i udkanten af partiet, som typisk er blevet smidt ud. Denne situation er helt anderledes, og ledelsen har ingen kommentarer til den opsigtsvækkende udvikling.
»Vi er enige om, at vi ikke har noget at sige til det,« siger partiets næstformand, Søren Espersen.