I dag er det Kristian Thulesen Dahls fødselsdag. DF-formanden fylder 49, men der er i hvert fald én fødselsdagsgave, han godt kunne have undværet.

Nemlig et interview med formanden for DF-gruppen i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, i Avisen Danmark.

Der er valg til Europa-Parlamentet 23.-26. maj næste år. Alligevel begynder Vistisen allerede nu at kaste med mudder internt. Han er sur over, at han endnu ikke er kronet som spidskandidat og truer med at forlade politik, hvis det ikke sker snart.

»Når først man har spillet i superligaen, er det bare ikke særligt interessant at komme ned i første division igen. Så er det måske bedre at finde sig noget andet,« siger 30-årige Anders Vistisen til Avisen Danmark.

Det er usædvanligt, og de har nærmest tabt underkæben i DF-ledelsen.

»Sådan noget plejer man først at finde ud af et halvt år før. Vi skal have et hovedbestyrelsesmøde om det. Vi finder nok ud af det ved juletid,« siger DF's næstformand, Søren Espersen, til B.T.

Andre centrale kilder i DF betegner simpelthen interviewet som »latterligt«.

Men udpegelsen af spidskandidaten plejer faktisk at ske tidligere. I 2004 blev Ulla Dahlerup og Mogens Camre delte spidskandidater i september, i 2008 blev Morten Messerschmidt spidskandidat i juni og præsenteret af Pia Kjærsgaard som et »ungt talent«. I 2013 blev Messerschmidt kåret i juni under sloganet 'Det sejler for EU. Vi sejler for Danmark'. Et ufrivilligt morsomt slogan set i bakspejlet, når DF måtte tilbagebetale EU-midler, der blev brugt til en sejltur med skonnerten ’Halmø’ under kommunalvalget i 2013.

Det, der tydeligvis irriterer Anders Vistisen, er, at Morten Messerschmidt nu bliver kåret som folketingskandidat, mens han selv, der måtte rydde op efter Meld og Feld-skandalen, stadig frister en usikker skæbne.

Men det er uklogt af Visitisen at skyde på navngivne topfolk i Dansk Folkeparti, nærmere bestemt Søren Espersen, som er næstformand og en central del af partiledelsen, og nævnte Messerschmidt.

»Der har været folk i partiapparatet, der har været en del af ... hvad skal man sige ... af den måde, vi har søgt ind til Meld og Feld på. Søren Espersen har jo også været medlem af bestyrelsen i Feld,« siger Vistisen til Avisen Danmark og skyder også på Messerschmidt:

»Jeg var så meget holdspiller, at jeg tænkte, at nogen blev nødt til at tage opgaven på sig. Når Morten samtidig havde sit blackout og sin sygemelding, blev det et utroligt stort pres, der fik mig til at reflektere over, om det var prisen værd,« siger han.

Søren Espersen siger:

»Jeg vil ikke udtale mig om Meld og Feld, fordi jeg er inhabil, da min niece er involveret.«

Niecen er Rikke Karlsson, der startede Meld og Feld-sagen ved at beskylde Messerschmidt for at forlange, at hun skulle skrive under på papirer, hun ikke kendte indholdet af.

Ved sidste EP-valg i 2014 slog Morten Messerschmidt alle rekorder og trak tre andre DF'ere med sig ind i Europa-Parlamentet, bl.a Anders Vistisen. Med Anders Vistisen i spidsen må DF nok påregne at nøjes med et enkelt eller i bedste fald to mandater næste gang. For selv om han har passet jobbet flittigt, er han ingen billetsælger.

Centrale kilder i DF afviser dog, at partiet har været ude at lede med lys og lygte efter en mere kendt kandidat. Men de siger også, at interviewet i Avisen Danmark ikke har bragt Anders Vistisen nærmere titlen som spidskandidat. Det har snarere bragt ham længere væk fra den, lyder meldingen.