Morten Østergaard bryder nu tavsheden og fortæller, at han kæmper med at komme ovenpå.

At han har søgt hjælp til at komme igennem den personlige krise, som han gennemlever.

'Det er ikke nemt at erkende egne svigt og dårlig dømmekraft, når man altid har søgt at tage ansvar,' skriver han på Facebook og fortsætter:

'Det slider jeg med. Og det har jeg søgt hjælp til. For jeg vil for det første rette op på de sider af mig selv, som jeg ikke er stolt af. Jeg vil sones med mine fejl, så de ikke gentager sig.'

Han skriver desuden, at han torsdag har søgt Folketingets formand om orlov: 'Så min stedfortræder fra Østjylland kan indkaldes, og folketingsgruppen kan være på fuld kraft i en travl tid.'

Morten Østergaard gik af som politisk leder for Det Radikale Venstre 8. oktober.

Det skete, efter partifællen Lotte Rod følte sig krænket af ham.

Efterfølgende kom det frem, at der lå tre personalesager om krænkelser.

De tre sager involverede en tidligere ansat i partiet, en tidligere praktikant og den radikale politiker Katrine Robsøe.

Morten Østergaard fik allerede i 2016 reprimander for to af sagerne, men alligevel kom der en ny sag i 2017.

Sofie Carsten Nielsen blev efter et kampvalg ny politisk leder for partiet.